Journalistik i flere farver

Projektrapport

Gode argumenter og god vilje er der nok af, når snakken går om journalister med minoritets-baggrund. Men hvor er de så henne?

Jag skulle ha blivit läkare egentligen. Hela min släkt ville att jag skulle bli läkare. Och då snackar vi en stor släkt, hundratals människor. Jag var den första som hade chans at läsa, och man tyckte att läkare var fint, för en läkare kan rädda liv. Eller så borde jag ha blivit advokat, för en advokat kan kämpa för friheten. Journalist däremot, säger min pappa, det är inget riktigt yrke.
Mustafa Can, journalist og modtager af Stora Journalistpriset 2002 i kategorien ”Årets berättare”[7]

Journalister, der er født og uddannet i andre lande, har kun i få tilfælde kunnet skaffe sig jobs i de nordiske medier – sprogvanskelighederne har været for store. Og en lang kæde af årsager er samlet som forklaring på, at journalistuddannelserne har få studerende med etnisk baggrund[8].

Nøgternt betragtet tyder alt på, at det alene af sociale og uddannelsesmæssige grunde vil tage en generation eller to, før forudsætningerne for en ligelig repræsentation også på de humanistiske og samfundsfaglige områder er til stede. Store indvandrergrupper kommer fra ikke-boglige traditioner, og en højere uddannelse er ikke normen i forældregenerationen. De er ambitiøse på næste generations vegne, og der er mange mønsterbrydere[9] blandt minoritets-unge. Men forældregenerationen har stor indflydelse på uddannelsesvalget, og det er andre fag end de humanistiske, der trækker og har prestige. Først og fremmest nævnes sundhedsuddannelserne – et faktum, der er så tydeligt, at der laves sjov med det i minoritetsmiljøerne og f.eks. i BBCs satiriske show om det multikulturelle England ”Goodness Gracious Me”[10].

Som nævnt i det foregående kapitel dømmer mange unge på forhånd sig selv ude fra en mediekarriere – enten fordi de mener, at det vil passe dårligt i deres livsstil, eller fordi de ikke mener at have en chance der, f.eks. på grund af sproget. Men undersøgelserne af de unges holdninger giver ikke hele forklaringen – medierne må vende blikket mod sig selv for at finde resten.

Billede i negativ

En ung akademiker med indvandrerbaggrund siger i en af undersøgelserne:

”Jeg tror, at en del af problemet er, at medierne ikke er verdens mest tiltrækkende sted, hvis jeg skal være helt ærlig. Man søger vel nogle steder hen, hvor man føler sig velkommen. (…) …der (har) konstant været fokuseret på populistisk tankegang og mudderkastning af værste grad, og jeg vil sige, at alene det faktum gør nok, at man ikke rigtig gider.”[11]

Både redaktører og journalister ser det samme problem. Nyhedsdirektør i Danmarks Radio Lisbeth Knudsen siger:

”Det er vores mål at ansætte journalistiske medarbejdere på Radioavisen og TV-Avisen med anden etnisk baggrund. Men de etniske minoriteter har ikke lyst til at søge ind i et fag, der har givet dem så meget dårlig omtale.”[12]

Det er ikke kun et dansk fænomen – i en nylig svensk undersøgelse[13] fremkom det, at redaktionelt stof om ”andre” handlede om kriminalitet 2,5 gange så ofte som det almene stof. Også uendelige mængder af statistikker og undersøgelser om minoriteterne omtales i medierne – i udgangspunktet velmente, men altid påvisende særlige problemer for dem, der har nogle af deres gener fra andre verdensdele.

Lille verden

Men den negative omtale af minoriteter er ikke nødvendigvis den eneste faktor. Medierne beskriver i høj grad en verden, som de unge ikke lever i. At komme ud over et midaldrende nordisk middelklasseperspektiv er en daglig udfordring for medierne, ikke mindst for at komme i kontakt med den så svære ungdom.

”Der er for meget villa, vovse og Volvo i jeres journalistik,” hørte den svenske journalist Roger Blomqvist, da han opsøgte indvandrermedier i Göteborg for at få nye kontakter. Minoritetsbefolkningen genkendte i hvert fald ikke sin verden i Medel-Svenssons medier[14].

BBCs chef Greg Dyke sagde det mere formelt, da han talte om medier og minoriteter:[15]

“For young people today British culture is already diverse and heterogeneous, multi-ethnic, multi-everything. For them multiculturalism is not about political correctness but is simply part of the furniture of their everyday lives.”

Det gælder for alle unge i Europas større byer, uden hensyn til etnicitet. For unge med minoritetsbaggrund gælder det dertil, at mange har familie og venner spredt i flere verdensdele – nogle i forældrenes hjemlande, nogle i andre europæiske lande, nogle i USA og Canada. Deres verden er stor, og de navigerer mellem mange kulturer og sprog som en fuldstændig naturlig ting. Heller ikke den verden genkender de meget i almindelige nyhedsmedier, der endog i de senere år har koncentreret sig endnu mere om det nære.

Nye rekrutter

Journalistikken er blevet professionaliseret[16] - det er ikke mere skolelæreren, sportstræneren eller bogtrykkeren, der skriver avisen, men en uddannet journalist. Men med den øgede andel af uddannede journalister er konformiteten også blevet større.

Journalistik er et fag med få målbare kvaliteter – man kan ikke tage eksamen i at jobopslagenes formuleringer om at have ”næse for nyheder”, have ”fingerspids-fornemmelse for læserne” eller ”en let pen”.

Erfaringer fra andre fag viser, at jo mere et fag kræver objektive kvalifikationer, jo lettere er det for nye grupper at komme ind i. I en branche langt fra journalistikken fandt en sociolog en almindelig svensk arbejdsplads med 17 nationaliteter ansat, uden at lederen havde skænket etnisk mangfoldighed en tanke. Han havde bare ledt efter de bedste svejsere!

Men med en faglighed, der ikke kan måles og vejes, bliver det ”fornemmelse” og personlig kemi, der bliver afgørende ved en ansættelse. Og det resulterer nemt i, at lederen ansætter den, der ligner ham selv eller de nuværende ansatte mest.

Dertil leder man oftest efter journalister blandt journalister – i journalisternes fagblade og via opslag på de nationale nyhedsbureauer. Det vil sige, at kun journalister ser de ledige stillinger. Det kan være, at det er meningen – men hvis man vil i kontakt med nye grupper som ansøgere her og nu, må man også tænke på bredere annoncering.

Den fiktive journalist

De fleste journalister lever et ret normalt liv – i hvert fald 99 procent af tiden. De henter børnene til tiden i børnehaven og kan gå til fransk tirsdag aften. En gang imellem slår voldsomme begivenheder til, opgaver kan ligge på skæve tidspunkter, men det meste er ganske velordnet.

Men det er ikke det billede, man har i offentligheden. Journalisterne selv ser det gerne som lidt mere dramatisk og råt, og filmindustrien hjælper godt med. Herfra kender vi den hårdtslående reporter, der skyder først og skriver bagefter, bander, slår i chefredaktørens bord og skyller et par dobbelte whisky’er ned til slut. I disse år er det især den hensynsløst påtrængende tv- eller tabloidreporter, der optræder i fiktionen, altid klar til at hugge en hæl og klippe en tå.

At stereotypen af en journalist er sådan, er måske svært at gøre noget ved. Men en sidste forhindring er det for at tiltrække minoriteter, Hvis denne påtrængende, bandende og hårdt drikkende person er det mest velkendte billede af journalister, kan det ikke undre, at mange minoritetsunge ser en anden vej efter karrieren. At arbejde et sted med filmenes forbrug af sprit og stimulanser må være så attraktivt for en ung muslimsk kvinde som et job på en kødfoderfabrik for en vegetar.

Senest revideret 25. marts 2003