Journalistik i flere farver

Projektrapport

”Selv en rejse på tusind mil begynder med ét skridt.”
Kinesisk ordsprog

Da Nordisk Journalistcenter i januar 2002 arrangerede en konference om rekruttering af ny-nordiske journalister, kommenterede oplægsholderen Anne Sseruwagi fra det svenske journalistforbund, at der i flere år havde været den samme gruppe mennesker, der tog rundt og bekræftede hinanden i, at etnisk mangfoldighed i medierne var fremtiden. Men skete der egentlig noget?

Udviklingen af flerkulturelle redaktioner er ikke gået med syvmilestøvler og kommer nok heller ikke til det – det kræver et langt træk af intern og ekstern udvikling, uddannelse osv. Men der er ingen tvivl om, at mange redaktioner i dag er opmærksomme på det ønskelige i at have flere kulturer repræsenteret – og er andelen af journalister med minoritetsbaggrund lille i dag, så er den dog større end for fem-otte år siden, hvor den var tæt på nul.

Mange medier har erkendt, at det multikulturelle samfund er en realitet, som man må forholde sig til i langt højere grad end hidtil, både i rekruttering og dækning. Indvandring, migrationer og multikultur vil sandsynligvis aldrig igen blive af mindre betydning – det er en faktor, der vil have større og større indflydelse i borgernes dagligdag.
Men noget går ofte galt i dækningen af dette område, og der er sket megen selvransagelse: Er vi med dogmet om, at journalistik skal være ”nær”, kommet til at gøre den snæver? Hvor stort er mediernes ansvar for fremmedfjendske partier og bevægelsers fremgang? Har vi i tilstrækkeligt grad forberedt os selv og vores læsere/lyttere/seere på, at verden er blevet global og transnational – og at den store verden også har indflydelse i den mindste landsby?

Og ikke mindst: Hvordan griber vi dette an?
Spørgsmålet stilles med god ret. Det er et overvældende kompleks område, og ingen har endnu løst udfordringen i ligelig etnisk repræsentation, heller ikke i lande med meget længere multikulturelle erfaringer end de nordiske.

Nogle går resolut ud og ansætter nogle medarbejdere med flerkulturel baggrund. Nogle opretter et særligt redaktionelt stofområde om indvandring og multikultur. Nogle opfordrer til øget bevågenhed i den daglige dækning. Nogle laver ugeaviser i indvandrertætte områder. Og mange gør ingenting.

Usikkerhed

I efteråret 2002 offentliggjordes et forskningsprojekt om journalistik om etniske minoriteter fra Odense Universitet[28]. Forskerne havde gennem en uge dels optalt alle artikler og indslag, der havde noget med minoriteter at gøre, dels interviewet 130 journalister fra 28 redaktioner på basis af konkrete nyhedsartikler/indslag om minoriteter.

Læsningen er ikke opmuntrende, men det fremgår tydeligt, at journalisterne ikke er fremmedfjendske, nærmest tværtimod. De er nærmere håndsky, generte, fortravlede – og delvist ureflekterede i forhold til emnet. Mange bruger sjældent eller aldrig en kilde med minoritetsbaggrund – heller ikke i historier, der handler om minoriteter og indvandringsspørgsmål.

Man mærker en vis defensivitet i mange af citaterne fra journalisterne. De adspurgte peger også på objektive faktorer, der er med til at holde minoriteterne ude af medierne. F.eks. at journalister taler meget med myndighedspersoner, der sidder klar ved telefonen – og der sidder endnu ikke så mange med minoritetsbaggrund. Og at en del af grupperne er skeptiske over for journalister, dels på grund af deres erfaringer med dansk presse, dels på grund af erfaringer med pressen i hjemlandet.
Nogle er også bange for ”støj hos modtageren”, hvis man bruger en indvandrer som case:

”Ahmed kan ikke være case på en ventelistehistorie. Så vil der sidde alt for mange derhjemme og tænke, at nu kommer de sgu også herop og tager vores hospitalspladser – så de sidder og tænker på noget helt andet end det, der er meningen.(...)

Mange nævner også direkte eller indirekte, at de er føler sig usikre over for at henvende sig til en indvandrer, især på grund af sprogproblemer, og at de på grund af tidspres tager den nemme løsning: At tale med danskeren.

Det vil tage lang tid, før etniske minoriteter er repræsenteret i medierne på lige vilkår med flertalsbefolkningen, og man skal være en halal-hippie for at benægte det. Både flertalsbefolkningen, journalisterne og minoriteterne skal ændre sig, før det vil lykkes. Men journalisterne kan være blandt formidlerne i processen. Det kræver blot, at de får mere viden, mere tid til at bruge den, og – ifølge rapportens bagmand, professor Anker Brink Lund – mere tid til refleksion.

Individet i centrum

Der er ingen tvivl om, at den mest direkte vej til job i medierne går via Nordens journalistuddannelser, hvor der er meget få med etnisk baggrund – dette går del 2 mere i dybden med. Det vil tage mindst en generation til, før den ligelige repræsentation er til stede her.

At kickstarte redaktionens multikulturelle udvikling ved ansættelser af flerkulturelle medarbejdere bliver kritiseret for dels at være ”windowdressing”, dels for, at arbejdet på en redaktion uden uddannelsesmæssig baggrund ikke giver folk tilstrækkelig bred baggrund for at blive regulære journalister.

Måske er det en opfattelse, der trænger til et serviceeftersyn. For det første vil vel ingen redaktører ansætte en medarbejder, der ikke har andet at byde på end at være ”etnisk”. For det andet vil fremtidens arbejdsmarked sandsynligvis i stigende grad basere sig på individuel kunnen, viden og personlighed frem for formelle uddannelser og kollektive aftaler. Dette er en generel tendens, men i medieverdenens hastige tempo med store krav om opdateret viden og stor personfokusering vil dette sandsynligvis slå særlig kraftigt igennem.

En stor udfordring for medierne er at flytte lyset væk fra minoriteterne og over på sig selv: Har vi de kvaliteter, der skal til for at tiltrække fremtidens medarbejdere og læsere? Hvordan kan vi få mediet som sådan til at afspejle verden i sin mangfoldighed i stedet for at øge snæversynet?

God vilje, få ansættelser

Desuden er der nogle skisma’er, som må diskuteres for at tage de næste skridt. I kort form kunne de hedde: ”Han/hun skal selvfølgelig være en fuldgod journalist,” ”han/hun skal selvfølgelig ikke skrive om minoriteter, lige så lidt som kvinder kun skal skrive kvindestof” og ”Vi kan selvfølgelig ikke gå på kompromis med sproget.”

I projektets løb har vi ikke mødt en eneste redaktør, der ikke gerne ville have en eller flere medarbejdere med minoritetsbaggrund – det ville også være svært at sige andet i disse år. Oftest bliver udsagnet fulgt af sætningen: ”Det skal selvfølgelig være en fuldgod journalist”.

Det er naturligvis en rigtig holdning – hvor galt det kan gå, hvis man udelukkende ansætter folk på ”farven”, opdagede mange farvede amerikanere i 1960’erne, da de i kølvandet på borgerretsbevægelsen fik stillinger, de ikke reelt var kvalificeret til – og derfor ikke kunne bestride. Den gode vilje vendte sig imod dem og kom i stedet til at bidrage til holdningen om, at de farvede ikke var gode nok.

Men hvad mener vi med ”fuldgod” i journalistik? Implicit ligger vel en forventning om et meget sikkert sprog (derom senere), en mere end almindeligt god samfundsviden samt en sikker kulturel fornemmelse. Her kommer en ansøger med minoritetsbaggrund let til at blive taber, hvis den forventede ”mangel” på indsigt i nordisk kultur vejer tungere end værdien af en opvækst i et minoritetsmiljø. Her er vi inde på personlige værdier og erfaringer – både hos ansøger og ansætter - som er særligt svære at måle og veje. Og en oplagt risiko er, at man søger en medarbejder med anderledes baggrund end de nuværende – men i sidste ende ikke ansætter vedkommende, fordi han/hun er for ”anderledes”.

Mange redaktioner søger i disse år aktivt efter medarbejdere med ”anden etnisk baggrund” og siger samtidig, at de pågældende skal indgå i den helt almindelige nyhedsdækning og ikke specielt skrive om minoriteter. Deres ansættelse er altså betinget af et kendetegn, der ikke skal udnyttes – eller hvad? Hvorfor søger man dem så? Reelt søger man vel denne nye type medarbejdere, netop for at få vedkommendes anderledes blik på stoffet, vedkommendes erfaringer med en anden livsform og kultur end de hel-nordiske, netop for at de skal være bølgebrydere internt og eksternt. Det må man vel også kunne sige.

”Vi kan ikke gå på kompromis med sproget,” er en almindelig holdning blandt journalister og redaktører. Sproget er en høj hurdle, for høj for de fleste indvandrere. Men også når det gælder minoriteter i anden generation er der bekymring for, om ordforråd og forståelse af f.eks. metaforik er god nok.

Det er nok under alle omstændigheder kun de sprogligt allerbedste, der lader sig friste af en mediekarriere – blandt alle unge, baggrund ufortalt. Har man gennem skoletiden følt, at skriftligt arbejde er den direkte vej til nederlag, er en mediekarriere aldrig inde i overvejelserne.
Men ja, man kan have et ”tyndt” sprog, hvis man er vokset op med to modersmål. Det sagde den chilenskfødte tv-journalist Paula Larrain i et interview[29]:

”Jeg taler stadig et 70’er-dansk, fordi jeg ikke har fået den sprogarv med gammeldags udtryk, som andre har fra deres danske bedsteforældre.”

De manglende bedstefar-udtryk har nu ikke forhindret hende i hverken at komme ind på Journalisthøjskolen eller få job på Radioavisen, Berlingske Tidende eller nu DR-TVs morgennyheder.

Der er grund til at rejse spørgsmålet om, hvor vigtig den overlegne sproglige kompetence er i forhold til andre kvalifikationer. Mange ”helnordiske” unge journalister har også et tyndbenet forhold til det ældre sprog, metaforer og parafraser – blot er de sandsynligvis mindre reflekterede omkring det end en dobbeltsproget, der har skullet forholde sig til sin sproglige kompetence hele sit liv.

Positiv-listen

Debatten om medierne og minoriteterne vil vare længe endnu, men vi føler dog, at både opmærksomheden og nuanceringen er langt større i dag end for blot få år siden. Der er mange positive tiltag – de fleste springer ud af medier med store ressourcer samt public service-broadcasterne, som så vil gøre nogle erfaringer på de mindre ressourcestærkes vegne.

I Danmark begynder 13 unge nu et praktikforløb i medierne, der måske en dag fører dem til en journalistuddannelse. TV-Avisen har fået sin første medarbejder med pakistansk baggrund, og på Radioavisen er der en enkelt medarbejder – med baggrund i det tidligere Jugoslavien – der taler med en lille smule accent. Politiken er netop begyndt at udgive en avis på både dansk og tyrkisk for at hjælpe tyrkiske indvandrere med at følge med og hjælpe dialogen mellem generationerne. I Norge siger NRK selvkritisk, at de har sovet Tornerose-søvn, fordi Østlandssendingen havde så mange minoritetsansatte – nu skal der skabes en rekrutteringspolitik for hele organisationen. I Sverige lægger SVT sin flerkulturelle dækning om til at fylde mere, og blandt redaktørerne har mange sat sig mål om at blive bedre til dækning af minoriteter, efter projektet ”Publicistisk bokslut” viste, at borgere med minoritetsbaggrund næsten ikke optrådte i svenske lokal- og regionalaviser.

Lange perspektiver

Hvis man som redaktør eller journalist sætter sig for at forbedre på dækningen og repræsentationer af minoriteterne, må man acceptere et langt perspektiv på udviklingen – ellers får man mavesår og dårlige nerver. Det kan man lære af at se ud over Nordens grænser.

I europæiske lande med kolonifortid og dermed en lang indvandringshistorie er problemet stort set det samme som i Norden. Mens samfundet blev mere og mere kulørt, forblev redaktionerne øer, der var langt mere hvide end gennemsnittet. Og omtalen af minoriteter har mange lighedspunkter med dem, vi ser i Norden, f.eks. med megen stor vægt på etnicitetet, når noget går ud over det sædvanlige. Antropologerne kan nok fortælle os, hvorfor det er så afgørende i verdensbilledet.

I USA og Canada, lande som er multikulturelle per definition, er repræsentationen heller ikke lige, selv om man har arbejdet med sagen i over 40 år. Andelen af journalister af ikke-europæisk oprindelse er i USA knap halvdelen af, hvad den burde være i forhold til andelen af befolkningen. Det har selvfølgelig delvis sociale og uddannelsesmæssige årsager, men det forklarer ikke det hele. Den amerikanske redaktørorganisation ASNE (American Society of Newspaper Editors) havde sat 2005 som året, hvor ligelig repræsentation skulle nås – det mål er nu udskudt til 2020.

I dækningen gælder det også der, at automatpiloten styrer på det multikulturelle område. Et veldokumenteret eksempel – omend nogle år gammelt – er optøjerne i Los Angeles efter Rodney King-dommen. Sorte gjorde oprør mod hvide, ikke? Det var jo det, alle så i fjernsynet. Men de fleste på gaderne var latinamerikanere, og de fleste, der kom til skade eller fik ødelagt ejendom, var koreanere. Så egentlig to andre minoriteter langt mere berørt end afroamerikanerne – bare ikke i medierne.

Nye rammer på diskussionen

At tænke i en anderledes dækning af dette område er et spørgsmål om journalistisk kvalitet, professionalisme og hæderlighed – ikke et spørgsmål om at være ”sød” eller politisk korrekt.

Indvandring, flygtninge og lovgivning om området er et stofområde som alle andre. Dertil bliver det svært at være journalist i fremtiden uden at have et minimum af kildenet og kendskab til vilkårene i det multikulturelle samfund, hvis man vil bedrive fair og balanceret journalistik. Redaktionschef Jens Linde fra Danmarks Radio har sagt det ved flere lejligheder: ”Ingen andre stofområder bliver dækket med sådan en mangel på kvalifikationer og viden. Vi ville aldrig acceptere det, hvis det var økonomi eller sport, der blev dækket på den måde.”

God journalistik defineres vel ved at være fair, balanceret, indsigtfuld og lade de involverede komme til orde. Hvis et nyt stofområde dukker op, hvor man mangler indsigt og kilder, sætter man ressourcer af til at opdyrke et netværk – og diskuterer i hvilket omfang området er relevant for læserne. Er dækningen unøjagtig, fordi journalisten ikke ved nok om området – så er det også til at gøre noget ved. Det er ganske almindeligt redaktionelt håndværk.

Mange har erkendt, at der skal viden, uddannelse og refleksion til for at være en god journalist i en multikulturel fremtid. Hvor Den journalistiske Efteruddannelse gennem 1990’erne kunne aflyse det ene kursus efter det andet om indvandring og minoriteter, flokkes de danske journalister nu til kurserne.

Lad mig afslutningsvis give ordet til en redaktør fra en storbyavis:

”Det største problem er, at vi sætter standarden lavere end ellers, når vi dækker indvandring. Vi tror, at alle kan dække det, og kræver ingen viden om historie, indsigt i flerkulturel kommunikation eller sociologi af journalisterne. Og derfor ender vi hele tiden i klichéer og stereotyper.
Det næste problem er, at de fleste indvandrere er fra den 3. verden, og de ender i kassen for ”dem”, ikke ”os”. De bliver ved med at være fremmede, og i dækningen kommer de altid i ”problem”-afdelingen. Eller også tier vi stille med problemerne som gode liberale mennesker. Dermed overlader vi historien til dem, som vi nødigst vil have til at fortælle den.
En tur i S-toget viser, hvordan byen ser ud i virkeligheden, og jeg vil have, at min avis ser ud ligesom min S-togstur.”

Han sagde nu ikke S-tog, men subway. For citatet kommer fra Haroon Siddiqui, editor emeritus på Toronto Star i verdens mest multikulturelle by. Avisen har sat sig for at ville være lige så multikulturel som byen, men har tydeligvis også sine problemer med at leve op til det.

Det er ikke nemt. Men medmindre man tror, at udviklingen går i bakgear, må man forholde sig til, hvordan journalistikken skal udvikle sig med samfundsudviklingen. Ikke som et moralsk spørgsmål, men som en journalistisk udfordring.

Senest revideret 25. marts 2003