Denne rapport er en del af projektet ”Den etniske
redaktion”, gennemført af Nordisk Journalistcenter i 2001-02.
Udgangspunktet for projektet er, at de nordiske
samfund bliver mere og mere multietniske, hvilket medierne har meget svært
ved at afspejle og dække på en balanceret måde. En af de vigtigste årsager
er, at der på redaktionerne stort set ikke findes journalister eller andre
ansatte med ikke-nordisk baggrund.
Både i
redaktør- og journalistkredse er der ønsker om at ændre på dette, men der
er ikke mange kvalificerede kandidater med etnisk baggrund til de ledige
stillinger. Ej heller er der mange på vej – studentermassen på Nordens
journalistuddannelser afspejler ikke andelen af unge med
minoritetsbaggrund.
Forskellige forskningsprojekter og rapporter [1] har gennem de
seneste år dokumenteret nogle af årsagerne, og de er både objektive og
subjektive. Unge med minoritetsbaggrund tiltrækkes ikke i særlig grad til
journalistfaget – nogle dømmer sig selv ude på forhånd på grund af
sprogkravene, andre finder faget for udadvendt, nogle unge kvinder har
givet udtryk for, at deres tørklæde kunne være et problem i arbejdet som
journalist. Andre fag opfattes som mere attraktive, og de unge kan lettere
forestille sig en karriere med succes i f.eks. sundhedssektoren eller
ingeniørfagene.
Den anden side af problemet er
mindre undersøgt og diskuteret, nemlig hvad fraværet af etnisk
repræsentation på redaktionerne betyder for redaktionerne, mediernes
indhold og dermed offentlighedens viden og holdninger om det
multikulturelle samfund.
En undersøgelse
fortalte for nylig, at 80 procent af danskerne ikke har hverken venner
eller kolleger med minoritetsbaggrund og derfor må forventes at få al
deres viden om minoriteter via medierne.
Men mediernes ansatte har generelt heller ikke megen
kontakt med minoritetsgrupperne eller viden om dem, de forskellige gruppers
traditioner, vilkår og problemer. Dermed opstår der let fejl, stereotyper og
misforståelser – med to konsekvenser: Offentligheden får et fortegnet billede af
virkeligheden, og minoriteterne har svært ved at genkende sig selv i medierne,
hvilket forstærker den manglende lyst til at søge ad den karrierevej.
En hjælpende hånd
Problematikken bider altså sig selv i halen, og nogle
onde cirkler skulle brydes. Pilotprojekter var undervejs i flere lande i
2001 – projekter, der skulle introducere unge med etnisk baggrund til
medier og journalistik, give uddannelse og praktik og dermed først og
fremmest give en hjælpende hånd for, at deltagerne skulle blive i stand
til at klare journalistuddannelserne generelt skrappe
optagelseskrav.
Nordisk Journalistcenter tilbød at være central for
informationsudveksling mellem grupperne, diskutere de forskellige
uddannelsesplaner, opsamle erfaringer fra tidligere projekter og komme med oplæg
til fremtidig etnisk rekruttering i medieverdenen.
Projekterne kom dog ikke i gang til ventet tid –
delvis på grund af den almindelige økonomiske recession, delvis på grund
af det almene pres, der var og er på alle redaktioner i disse år i
forbindelse med digitaliseringen og mediekonvergensen.
Så kom 11. september. Det
forværrede som bekendt den økonomiske udvikling, der allerede var på vej
ned i fart. Fyringer blev mere almindelige end ansættelser på
redaktionerne. Men samtidig accentuerede følgerne af den amerikanske
tragedie nødvendigheden af, at medierne tager deres forpligtelser over for
offentligheden alvorligt også i forhold til den mere og mere
multikulturelle virkelighed.
Gå
på to ben
Både nordiske undersøgelser og
erfaringer fra andre og mere multikulturelle lande viser, at en ændring må
gå på to ben: At kvalificere og afbalancere den almene dækning af
minoriteter og minoritetsspørgsmål samt at sikre en mere ligelig
repræsentation på redaktionerne. Ingen af delene er gjort i en
håndevending, og den ligelige repræsentation er sandsynligvis en
generation eller to væk.
Det er ikke kun på
redaktionerne, der mangler repræsentanter fra minoritetsgrupperne. Det er
også i kildelisterne og på siderne. Selv om flere af de nordiske storbyer
har en minoritetsbefolkning på over 20 procent – nogle op mod 35 procent -
optræder minoriteterne sjældent i medierne og endnu sjældnere i rollen som
ganske almindelige samfundsborgere.
Tre indfaldsvinkler
Vi prøver på de følgende sider at komme med tre
indfaldsvinkler til en øget repræsentation af minoriteter i nyhedsmedierne
– på siderne og på redaktionsstolene. Vi har forsøgt at samle målsætninger
og erfaringer fra nordiske journalistuddannelser og redaktioner, både
trykte medier, radio og tv, suppleret med lignende materiale fra lande
uden for Norden.
Vi har besøgt og talt med
mange journalister og redaktører, også mange, der ikke er nævnt her, og vi
siger tak for den tid, I har brugt på os. Alle har bidraget til det
samlede indtryk af udviklingen, mens konklusioner og misforståelser står
helt for vores egen regning.
Det er ikke et
videnskabeligt arbejde, men forhåbentlig et praktisk og konkret stykke
læsestof, der kan give debat – og et lige så praktisk afsnit om, hvordan
man kan arbejde med ændringer.
Del
1 handler om motivationen i redaktionerne for at ansætte
journalister med etnisk baggrund og erfaringerne med det – for mange har
allerede gjort det uden store falbelader. Hvad er forsøgt, og hvordan blev
effekten? Hvilke tanker gør man sig nu om den journalistiske udvikling på
området?
Del 2 er en
selvstændig del om uddannelsesaspektet og forskellige
uddannelsesprojekter, der er forsøgt og i støbeskeen. Her præsenteres også
resultater af en undersøgelse, gennemført på de nordiske
journalistuddannelser, om rekruttering af unge med
minoritetsbaggrund.
Del 3
er en ”håndbog”, forstået som praktiske
anvisninger på, hvordan man kan gribe arbejdet med en mere mangfoldig
journalistik og redaktion an. Den indeholder også litteraturliste og links til
nordiske og internationale institutioner, der arbejder med flerkulturelle
spørgsmål og journalistik.
Afgrænsning:
Vi har ikke ønsket igen at bevise, at medierne bidrager til skepsis over for
fremmede. Det er bevist mange gange, at ”fremmede” optræder i overmål i sager om
konflikt og kriminalitet, og at en indvandrers ”fremmedhed” meget ofte gøres til
central i forklaringen af vedkommendes handlinger.
Vi har heller ikke ønsket
at skrive noget kampskrift for, at nordiske redaktioner skal blive multietniske,
og det nu! Men vi har ønsket at pege på nogle af de barrierer, der er, for at
unge med etnisk baggrund skal have lyst til at kaste sig ind i faget – især set
med udgangspunkt i dagens redaktioner.
Og et sidste ”ikke”: Vi har søgt at undgå
for lange referater af forskning og undersøgelser – med risiko for, at visse
dele kan virke skråsikre eller overfladiske. I litteraturlisten findes meget
interessante bøger og undersøgelser, og vi opfordrer alle interesserede til at
fordybe sig i listens værker.
Sprogbrug:
Indvandrere, fremmede, fremmedkulturelle,
flerkulturelle, iransk-svensk/norsk/dansk – der er brugt mange forskellige
ord, og deres konnotationer skifter med årene. Og ordene har forskellig
klang på de nordiske sprog.
Mange sprog har
problemer med at finde brugbare begreber, der beskriver ”dem, der ikke er
os” på en præcis og ikke-fordømmende måde (det siger måske noget om
menneskeslægtens verdensbillede). ”Indvandrere”? – jamen, mange er jo født
her. ”De fremmede”? – for hvem? ”Udlændinge”?- jamen, mange er jo nordiske
statsborgere. ”Danskere af anden etnisk herkomst”? – ikke særlig
mundret.
Om multikulturen kan man på svensk
sige ”mångfald” og på norsk ”mangfold”. På dansk er det tilsvarende ord
”mangfoldighed”, der dels har dobbelt så mange stavelser, dels har en lidt
altmodisch klang. På norsk er udtrykket ”fargerikt fellesskap” åbenbart
alment anerkendt, mens det i mine danske ører lyder meget politisk
korrekt, næsten for ”sødt”.
For variationens skyld bruger vi her mange forskellige
ord, forhåbentlig velovervejede i placering. Vi bruger ”mangfold” på norsk og
”mangfoldighed” på dansk, altmodisch-hed til trods. Dertil bruger vi
”minoriteter” og ”multi-” eller ”flerkulturel” – ikke for at være politisk
korrekte, men fordi det er en pointe, at problemstillingen er større end
etnicitet. Vi er alle med i forskellige minoriteter og er dele af forskellige
kulturer uden at skænke det mange tanker, fordi de fleste af de tilhørende
særtræk ikke er stigmatiserende eller fører til generende stereotyper. Disse
sider omhandler etniske minoriteters repræsentation i redaktionslokalerne – men
i andet mangfoldighedsarbejde kan man med lige så stor ret tale om ligelig
repræsentation og behandling af kvinder, unge, ældre, fysisk og psykisk
handicappede eller seksuelle minoriteter.
Vi står bag:
Materialet er udarbejdet i samarbejde med den norske
antropolog og journalist-lærer Gunn Bjørnsen, som først og fremmest har
forestået arbejdet med uddannelsesdelen. Hendes baggrund og forudsætninger
er mere grundigt beskrevet i del 2.
Undertegnede er journalist og havde i otte år været
kursusleder hos Den journalistiske Efteruddannelse, da jeg på halv tid
blev projektleder for dette arbejde. Min erfaring med minoritetsspørgsmål
i Norden var som de fleste andres: Begrænset. Til gengæld havde jeg
erfaring med journalister og redaktioner, både i Danmark og andre lande i
og uden for Norden. Jeg har været journalist på Frederiksborg Amts Avis og
Berlingske Tidende, undervist på Institutt for Journalistikk i Norge siden
1988, og været kursusleder på DjE siden 1992.
Det har været tankevækkende at arbejde med dette
projekt i en tid, hvor Le Pen blev stemmesluger i Frankrig, EU debatterede
murkonstruktionerne i Fort Europa, og den danske regering indførte en
indvandringspolitik, der tvang danskere med udenlandske ægtefæller til at
bosætte sig i Malmø og vente på opholdstilladelse.
Mere opmuntrende var det samtidig at se, hvordan
interessen i medierne voksede om emnet. Rygterne bredte sig om, at Nordisk
Journalistcenter var og havde været aktiv i at indsamle kontakter og
informationer om minoriteter og medier. Selv om projektet endnu ikke var
egentlig synligt, henvendte mange sig for at høre mere, få materiale eller
finde kontakter i de andre lande. Via denne ”knopskydning” og via flere
nordiske konferencer er der ved at opbygges et netværk, og vi håber, at
dette på formel eller uformel vis kan udbygges og spille en konstruktiv
rolle i fremtiden.
Om medierne vil ændre deres journalistik eller
rekrutteringsmetoder er op til den enkelte redaktør, ikke til os. Men vi ser
nødvendigheden af en bevidst og snarlig indsats på området, hvis medierne også
vil have læsere i en multikulturel morgendag og indtage en rolle som formidler i
samfundsdebatten og demokratiet.
Trine Smistrup
projektleder for Nordisk Journalistcenter
Efterår
2002
|
|
