Journalistik i flere farver

Projektrapport

Både i Norden og resten af Europa efterspørger pressen journalister med minoritetsbaggrund. Hvorfor? – hvad håber man at opnå?

”Organisations that were riding high only a few years ago are struggling because they failed to recognise the fundamental changes which are happening in our society. From Marks and Spencer right through to the Metropolitan police you find institutions which have been slow to react to modern Britain and as a result have had problems.
The BBC is no different. The BBC changed a lot in the 90s, but I would argue that the world has changed much faster, and so we have to change more.”
Greg Dyke, Director-General, BBC [2]

Mange har sammenlignet nutidens kamp for etnisk ligestilling på arbejdsmarkedet og specifikt på medierne med kvindekampen for 30 år siden. Men der er en forskel: Kvinderne pressede selv på – de ville ind og have de samme stillinger, den samme indflydelse og den samme løn som mændene.
Unge med minoritetsbaggrund presser ikke på for at komme ind i redaktionsvarmen. Ønsket om at have ansatte med etnisk baggrund kommer fra redaktionerne selv – flere og flere redaktører efterspørger dem, og nogle er ligefrem ude og drive aktivt opsøgende arbejde for at få f.eks. sommervikarer med flerkulturel baggrund.
Hvorfor nu det?

Overordnet kan man opliste et antal grunde:

1. De fleste medier har en ideel fordring om at spejle befolkningen – i alder, socialgrupper, køn og altså også i etnisk sammensætning. De offentlige public service radio- og tv-stationer har en forpligtelse til det.

2. Alle medier ønsker at have kilder i og viden om alle lokale grupperinger. Det giver indfaldsvinkler, viden – og kontakter ved aktuelle begivenheder.

3. Journalistik stræber efter objektivitet og balance.
En sammensat medarbejdergruppe giver et mere objektivt korrekt billede af befolkningssammensætningen og mulighed for at give et mere balanceret billede i nyhedsdækningen.

4. En sammensat redaktionsgruppe giver potentielt en mere sammensat brugerkreds – og dermed flere læsere/lyttere/seere.

5. Ansatte med minoritetsbaggrund og en klar politik om at rekruttere med ligestilling som mål – etnisk eller kønsmæssig – er et politisk signal til omverdenen om redaktionens værdier.

6. Uden for det redaktionelle billede er minoritetsgrupper et større og større marked og dermed i stigende grad interessant for annoncørerne.

Lad os prøve at se lidt nøjere på de enkelte punkter:

Efterlysninger

Hvis ikke vi allerede vidste det, er det dokumenteret i både Danmark, Norge og Sverige i det sidste halvandet år: Journalister spejler ikke befolkningen – de er for rige, for veluddannede og for han-kønnede.

At spejle befolkningens sammensætning er den grund, redaktører oftest opgiver til at ønske en bredere etnisk rekruttering. Det er en del af pressens demokratiske grundlag at repræsentere befolkningen, og der hersker siden kvindekampen idel enighed om, at arbejdspladser med en passende blanding af køn, aldersgrupper etc. har det bedste klima. Men denne blanding er hidtil ikke kommet til at omfatte de etniske minoriteter i særlig stort omfang.

Interessen mangler ikke. Blandt andet Västmanlands Läns Tidning i Sverige, Dagbladet og Aftenposten i Norge opfordrede i foråret 2002 decideret opfordret journalister med minoritetsbaggrund til at søge årets sommervikariater. I danske Politiken skrev læsernes ombudsmand Søren Nielsen for nylig under titlen ”Etnisk input efterlyses”:

”Desværre må jeg konstatere, at ”dem-og-os”-situationen også gælder på Politikens redaktion, selv om vi i årevis har bestræbt os på at behandle flygtninge-, indvandrer- og integrationsspørgsmål på en konstruktiv og fair måde. En af årsagerne er efter min mening, at vi ikke har en eneste andengenerationsindvandrer på redaktionen – ikke specielt til at skrive om indvandrerproblemer, men om samfundsproblemer generelt. De etniske minoriteter berøres jo også af ventelister, miljøproblemer og finanslovsforlig. Men er vi sikre på, at vi bare en gang imellem lægger en vinkel på disse nyheder med afsæt i minoriteternes virkelighed i dagens Danmark?”

Også Danmarks Radio føler, at de mangler stemmer fra minoriteterne blandt medarbejderne. Redaktionschef Jens Linde siger:

”Det er meget vigtigt, at DR sender et klart signal ud nu til de unge med anden etnisk baggrund, som lyder: Vi vil gerne have jer! Se at komme i gang med at få kvalifikationerne. Når I har dem, er I meget velsete på alle niveauer i DR”. [3]

Netop Politiken og Danmarks Radio er i skrivende stund ved at rekruttere deltagere til et praktikprojekt for unge med etnisk baggrund, der skal give deltagerne mulighed for at prøve kræfter med journalistikken. Herom senere.

Mangfoldighed giver nyt indhold

I Oslo er NRKs regionale radio- og tv-station Østlandssendingen en multikulturel arbejdsplads, hvor målet – og virkeligheden – er, at cirka tyve procent af de ansatte skal have andet end hel-norsk baggrund.

At det blev sådan, var nærmest et tilfælde. En omorganisering af redaktionen omfattede også indvandrerradioen, som sendte på de største minoritetssprog, og de ansatte fik valget mellem at fortsætte med at lave stof på deres modersmål eller indgå i den almindelige nyhedsredaktion. Da redaktionen senere skulle udvides, blev især medarbejdere med minoritetsbaggrund opfordret til at søge, og ansøgningerne kom i hundredvis.

I dag er det multikulturelle en vigtig del af Østlandssendingens redaktionelle profil.
”Fordi det giver bedre journalistik,” siger distriktsredaktør Anne Ardem. ”Jeg er ikke missionær, jeg vil spejle virkeligheden for befolkningen og lave god journalistik om det, der er vigtigt og interessant. For at gøre det i Norge i dag må man også spejle befolkningssammensætningen, og den er multikulturel. Vores produkter er præget af den redaktionelle sammensætning, vi har. Vi laver simpelthen bedre radio og tv på grund af den.” [4]

For andre redaktioner kom anledningen til at tænke på det flerkulturelle mere brat. Ikke mindst diskoteksbranden i Göteborg i 1998, hvor 63 unge mennesker – de fleste med minoritetsbaggrund – omkom, blev en dramatisk opvågnen.

Mange svenske medier måtte konstatere, at de helt manglede kontakter i indvandrermiljøer, de vidste intet om diskotekets eksistens, de unge indvandreres fritidsliv eller for den sags skyld, hvordan en muslimsk begravelse foregik. Og de fleste redaktører og journalister i nabolandene må have spurgt sig selv, om ikke de ville have været i samme situation, hvis branden var opstået i deres by.

Alle skandinaviske byer er ved at blive multikulturelle med en befolkningsandel på op til 35 procent, der har ”anden etnisk baggrund”. Det giver en demokratisk og journalistisk forpligtelse til at have kontakter i og viden om disse grupper og deres vilkår.

Over-balance

Journalistik stræber efter at være så sand og balanceret som muligt. Alligevel føler mange med minoritetsbaggrund sig sat i bås som problematiske, mistænkelige eller kulturelt misforståede, og de genkender ikke det billede, medierne tegner af dem. Forskere har dokumenteret det, og også uden det vil journalister og redaktører gerne indrømme i lukket selskab, at noget er galt.

For den anden side af sagen er, at journalistik i sit væsen er konfliktorienteret – det, der fungerer dårligt, er altid mere interessant end det, der lige så stille fungerer godt og harmonisk. Det, der er anderledes, er mere interessant end det almindelige. Når en artikel direkte eller indirekte handler om minoriteter, kommer ”fremmedheden” dermed ofte til at blive central. Og nuancerne går let tabt i det tidspres, der mere og mere er en realitet for journalisterne.

Problemet er ikke, at den enkelte nyhedsartikel eller det enkelte tv-indslag er forkert. Problemet er, at det samlede billede af minoriteterne bliver skævt, fordi etnicitet i overvældende grad nævnes i historier, der handler om kriminalitet, sociale problemer, dårlige skoler og så videre. Minoriteter optræder næsten kun i nyheder om indvandring og integration, sjældent i alment stof om arbejds- og kulturliv. En nylig undersøgelse [5] af udlændingestoffet i de fem største danske aviser opgjorde, at for hver gang der var én artikel om lyspunkter i integration af indvandrerbørn, var der fem artikler om de udsigtsløse problemer ved samme.

Billedet i medierne bliver skævt, fordi billedet på redaktionerne er skævt. For mange journalister er ”indvandrere” et abstrakt begreb, der ikke som enkeltpersoner spiller nogen rolle i hverdagen, og det afspejles i nyhedsdækningen. At have journalister på redaktionen med anden etnisk baggrund er en umærkelig uddannelse af de ”gamle” journalister i at undgå vanetænkning.
”Det havde indflydelse med det samme,” sagde en journalist fra Aftenposten i Oslo, der en sommer havde arbejdet sammen med en ferievikar med minoritetsbaggrund. ”Man tænkte sig om en ekstra gang, før man skrev, at noget var ”muslimsk” og den slags.”

I Stavanger i Norge er andelen af ikke-norskfødte stor – både på grund af indvandring, flygtninge fra verdens kriser og på grund af olieindustrien, der tiltrækker arbejdskraft og eksperter fra hele verden. På Stavanger Aftenblad er man meget opmærksom på, hvordan man dækker dette. Se mere i kapitlet ”Nordiske forsøg med flere farver”

”Efter Benjamindrabet i Oslo kom der diskussioner på redaktionen og en vis selvransagelse,” siger journalist Ingeborg Eliassen, der i mange år har arbejdet med udviklings- og flygtningespørgsmål. ”Vi begyndte at spørge os selv, hvad vores ansvar var i kampen mod racisme. For eksempel så man sjældent nogle indvandrere i spalterne, og vores dækning og sprogbrug var usystematisk og måske lidt afhængig af, hvem der var på vagt. Nu har vi systematiseret arbejdet mere og søger at få de samme diskussioner på redaktionen, som er ude i samfundet.”

At nå længere ud

At man når nye brugergrupper ved at satse på en bredere sammensat medarbejdermasse og en mere balanceret journalistik, kan vist ingen i Norden dokumentere endnu. Men at man ikke når mennesker, der føler sig fejlportrætteret i den nuværende dækning, turde være oplagt.

Store grupper af indvandrere er kommet med en uddannelsesbaggrund, der er under gennemsnittet for de nordiske lande. Men mange af flygtninge- og indvandrergrupperne er veluddannede og holder sig orienterede både i hjemlandets og de internationale nyhedsmedier via nettet, kabel- og satellit-tv. De kan sagtens vælge de lokale medier fra, hvis disse ikke forekommer nyttige og relevante. Hvis en redaktør ønsker journalister med baggrund i de etniske minoriteter, må han/hun også ønske sig minoriteterne som læsere/lyttere/seere.

I Göteborg er næsten hver tredje indbygger i dag enten indvandrer eller barn af en indvandrer. Hvor Göteborgs-Posten har en dækningsprocent på omkring 70 i byen, ligger den nede på omkring 30 procent i de nordøstlige forstæder, hvor andelen af minoriteter er stor.

Avisen har i de senere år arbejdet med et stort analyse- og udviklingsarbejde om, hvordan man skal nå nye læsergrupper – herunder indvandrerne og deres efterkommere.
”Avisbranchen må blive bedre og hurtigere til at tilpasse sig samfundsudviklingen. Det er et overlevelsesspørgsmål,” siger avisens redaktionelle udviklingschef Per Andersson-Ek til Pressens Tidning [6].

Et af Göteborgs-Postens svar var at etablere en redaktion i en bydel, hvor der boede særlig mange med minoritetsbaggrund. Efter et par måneder viste en gennemgang af stoffet, at indholdet havde forandret sig – hvor stoffet fra området tidligere mest havde handlet om kriminalitet og sociale problemer, var artikler om hverdagsting som skole og boligforhold blevet mere almindelige. Minoriteterne var blevet til ganske almindelige samfundsborgere med ganske almindelige problemer.

Nye ansigter

Udadtil kan det også være vigtigt for medierne at vise mangfoldighed. Der er et signal om åbenhed, modernitet og højt til loftet i en aktiv rekrutteringspolitik – et signal, der er lige så rettet til de traditionelle brugere som til minoriteterne.

I både Danmark, Norge, Sverige og Finland har man stræbt efter at få nye ansigter på tv-skærmene – nogle børn af indvandrere, andre adopterede fra andre verdensdele. Man kan diskutere, om adoptivbørn er flerkulturelle – oftest opfatter de det ikke selv sådan. Så pointen må være at vænne de nordiske seere til at se anderledes nordiske ansigter – og at invitere seere med minoritetsbaggrund med indenfor.

For de trykte medier kan der ligge et imagesignal om åbenhed i at have fremmed-klingende navne som bylines, ligesom nogle bevidst anstrenger sig for at have repræsentation fra flere grupper i for eksempel voxpops/fem-på-gaden og aktivt søge kilder, der ikke hedder Larsen eller Hansson.

Det kan være et politisk signal til nuværende læsere – men også til fremtidige. Måske bruger den første generation af indvandrere ikke de lokale medier i noget særligt omfang, men deres efterkommere bliver en vigtig del af fremtidens marked, både som mediebrugere og annoncelæsere.

I Malmö har over 50 procent af børnene i skolen indvandrerbaggrund. Om 15 år er de voksne samfundsborgere, der skal stemme til valgene, finde bolig, købe bil, købe madvarer og børnesko. Hvis ikke Sydsvenska Dagbladet og andre medier i byen kommer i kontakt med disse børn og unge og får dem ind i brugerkredsen, vil deres markedsandel svinde og deres betydning for annoncørerne ligeså.

Det gøres naturligvis ikke ved at ansætte en eller to journalister med etnisk baggrund. Det kræver en både kort- og langsigtet plan for rekruttering og journalistisk udvikling, som omfatter hele redaktionen.

Senest revideret 25. marts 2003