Journalistik i flere farver

Projektrapport

Fra gennemgribende strategier til små projekter – mange nordiske medier har forsøgt nye veje til en mere multikulturel journalistik.

Mange nordiske medier har i de seneste ti år forsøgt at forbedre dækningen af indvandrings- og flygtningeområdet. Udgangspunktet har været forskelligt, og baggrunden for projekter og forsøg har været mere eller mindre dramatisk. Nogle er blevet sparket i gang af dramatiske begivenheder, andre har under mere rolige former erkendt, at ”dette må vi gøre noget ved”.

At forbedre dækningen og repræsentationen af minoriteter er en proces, der griber sig selv i halen, og det er svært at opdele de forskellige forsøg i kategorier. Vi har forsøgt at samle erfaringer ikke kun fra rekrutteringsforsøg, men også fra forsøg på at skabe en bedre og mere kvalificeret og inkluderende dækning af minoritetsgrupper.

Trods forskelle i udgangspunkt falder aktiviteterne i nogle hovedgrupper:

• Overordnet strategi: Medier, der definerer det som et mål at være en multikulturel virksomhed, der afspejler befolkningen, og ønsker ligelig repræsentation på alle niveauer, ikke blot i etnicitet, men også i køn, alder etc. Findes især hos nationale public service radio- og tv-selskaber, men mange dagblade identificerer sig også med public service-idealet og ønsker aktivt at modvirke diskrimination af mindretalsgrupper.
• Indholdsstrategi: Medier, der sætter mål og retningslinjer op for det journalistiske indhold i forhold til minoriteters repræsentation. Det kan f.eks. være ønsker om at dække boligområder med stor minoritetsbefolkning lige så ofte som andre boligområder, vejledning om sprogbrug og om, hvornår man f.eks. nævner en kildes nationale baggrund. Kan være kombineret med en markedsstrategi over for enten traditionelle læsere/lyttere/seere eller for at tiltrække nye.
• Indholdsprojekt: Tidsbegrænset indsats, der skal hæve redaktionens opmærksomhed over for at bruge andre end de traditionelt nordiske som kilder og over for egne automat-reaktioner. At man i en periode sætter særligt lys på forholdene for minoriteter. Projektet er rettet mod mediets nuværende ansatte og nuværende læsere.
• Rekrutteringspolitik: Bevidst arbejde for at tiltrække medarbejdere med minoritetsbaggrund, f.eks. ved eksplicit at skrive i stillingsopslag, at minoriteter særligt opfordres til at søge.
• Praktikprojekter: Særlige tiltag for at fremme adgangen til tasterne for mennesker med minoritetsbaggrund – oftest i form af praktikperioder på et eller flere medier, kombineret med uddannelsesdage. Projekter har været for journalister fra andre lande, oftest flygtninge, eller unge med minoritetsbaggrund og interesse for at arbejde i medierne og/eller at søge ind på en journalistuddannelse.

Overordnet strategi – en case:

Sveriges Radio har det som en del af sin public service-forpligtelse ”att i sin programverksamhet spegla det mångkulturella samhället” og ønsker også, at de ansatte i SR spejler det flerkulturelle samfund. I Sverige har der siden 1999 været lovgivet mod etnisk diskriminering i arbejdslivet, som skal fremme etnisk ligestilling og understreger arbejdsgiveres og arbejdstageres fælles ansvar på området.

SR[22] har som en del af denne forpligtelse udarbejdet en håndbog til virksomhedens ledere om etnisk rekruttering, som detaljeret gennemgår:

Grundlag for rekruttering
Råd om annoncering af ledige stillinger
Råd om udvælgelse af ansøgere
Råd om ansættelsessamtalen
Råd om udvælgelse
Råd om nyansættelser
Råd om langsigtet rekruttering
Begrebsforklaringer
Lovgrundlaget

•  Lov om foranstaltninger mod etnisk diskriminering i arbejdslivet
•  Ligestillingsloven
•  Lov om forbud mod diskriminering i arbejdslivet af funktionshæmmede
•  Lov om forbud mod diskriminering i arbejdslivet pga. seksuel orientering

SR og SVT har i mange år arbejdet med de flerkulturelle spørgsmål, både i indhold og rekruttering. Første tv-udsendelse med rødder i det multikulturelle Sverige gik i luften i 1975 – og selv det var i nogles øjne for sent. De multikulturelle programmer udviklede sig under skiftende turbulens, mens de fandt deres form[23], og i dag findes der både en multikulturel redaktion, der producerer det ugentlige ”Mosaik” på SVT, og en politik om at spejle det multikulturelle Sverige i hele programfladen og i nyhedsdækningen.

SVT og SR har også arbejdet med selv at uddanne journalister med minoritetsbaggrund til programmerne. Det begyndte helt tilbage i 1975, hvor jugoslaviske og græske indvandrere fik et lynkursus i journalistik, før de begyndte at producere nyheder på deres modersmål.

SR/SVT har organiseret praktikprojekter for journalister fra andre lande – hvor sproget viste sig at være et stort problem for mange – og for et parallelt projekt for unge. I alt har omkring 67 unge mennesker været igennem dette uddannelsesforløb, og en del af dem har fundet ansættelse i SR eller på andre medier (i 2002 var 49 på en eller anden vis tilknyttet medierne). Projektet har delt erfaringer ud og indhentet andres via det europæiske ”Outlook – More Colour in the Media”-projekt[24].

Indholdsstrategi – en case:

Stavanger er ligesom alle andre byer blevet mere og mere multikulturel – men på en anden måde end de fleste andre byer. Olieindustrien trækker folk til fra hele Europa og Nordamerika, og dertil er der kommet den klassiske tilflytning af indvandrere og flygtninge. 10 procent af befolkningen er ikke født i Norge, og det er en særdeles blandet gruppe.
For et par år siden besluttede redaktionen sig til at diskutere og systematisere sin holdning til sprogbrug og dækning af denne gruppe og diskutere, hvordan man så avisens fremtidige journalistik om minoriteter.

Journalister er praktiske mennesker, og i stedet for at holde mange lange bønnemøder vedtog man at lade tankerne munde ud i to enkle og konkrete stykker papir: En multikulturelhuskeseddel til daglig brug og et policy-papir på ét ark, som obligatorisk skulle diskuteres på hver redaktions årlige planlægningsmøde. Som præambel for policy-papiret hedder det:

”Det multietniske samfunnet er et faktum redaksjonen må og vil forholde oss til. Aftenbladet ønsker gjennom journalistikken å bidra til å motvirke rasistiske holdninger og fremmedfiendtlige forestillinger.”

Hovedpunkter i oplægget var:

• Minoriteter skal have en naturlig plads i spalterne – i enquêter, boligreportager og artikler om byens almindelige arbejds- og fritidsliv.
• Indvandrere skal præsenteres som den ressource, de er: Uden indvandrere går Norge i stå.
• Avisen skal tage fat på myterne og gå dem efter – kriminalstatistik, boligsituation etc.
• Minoriteterne skal udtale sig i artikler, hvor de selv spiller hovedrollen. Minoriteterne skal udfordres og have lov at udfordre majoriteten.
• På samme måde, som redaktionen er optaget af at få kvinder og børn i spalterne, skal den være optaget af at have minoriteter i spalterne.

Avisen var ikke interesseret i et indholdsprojekt, hvor man i en periode satte fokus på minoriteternes situation: ”Vi ser det ikke hensigtsmessig å drive en vignettert kampanjejournalistikk. Det advares også mot en journalistikk som skaper et bilde af etniske minoriteter som ofre”.

Indholdsprojekt – en case:

I foråret 2001 modtog 12 akademiske fagblade i Danmark fagpressens fornemste pris, Anders Bording-prisen, for deres fælles kampagne ”Fagblade mod fremmedhad”.

Ideen opstod på de akademiske blades årsmøde i januar 2000, hvor den danske debat om indvandring og flygtninge endnu en gang var hedet op. Redaktører og journalister fandt debatten urimelig og argumenterne i den tynde. Samtidig havde mange af dem eksempler på højtuddannede, som ikke kunne få job – åbenbart mere på grund af deres navn end på grund af manglende kvalifikationer.

Tolv blade blev enige om i fællesskab at sætte lys på veluddannede indvandreres vilkår på det danske arbejdsmarked. I alt blev der i den aftalte periode skrevet 60 artikler til 12 akademiske fagblade, der tilsammen udkommer i 180.000 eksemplarer – og artiklerne var inspiration og grundlag for 50 andre artikler og indslag i aviser, radio og tv.

For redaktionerne blev det en positiv oplevelse. For det første opstod der et samarbejde på tværs af de 12 ganske små redaktioner – eftersom fagblade ikke er konkurrenter, kunne de skabe et nyt netværk om projektet, og fik dermed også nye kontakter og indblik i, hvordan de andre arbejdede.

Dertil gav samarbejdet økonomisk mulighed for, at bladene i fællesskab kunne sætte en professionel undersøgelse i gang, gennemført af Vilstrup-instituttet, med emnet ”Barrierer for højtuddannede på det danske arbejdsmarked” – et projekt af en størrelse, som en enkelt redaktion ikke kunne have båret. Undersøgelsen var med til at ”slå hul” igennem til de øvrige medier, og redaktionerne følte, at de satte dagsordenen i debatten om de højtuddannede indvandrere i denne periode. Daværende redaktør af Magisterbladet Yvonne Schantz skrev[25]:

”Vi gjorde det ved at gøre det, vi er bedst til: At skrive om de vilkår, vores medlemmer har på arbejdsmarkedet. Men ved at gøre det sammen nåede vi langt ud over egne rækker. Det var enestående og for os dybt tilfredsstillende.”[26]

Rekrutteringspolitik – en case:

Norske og svenske aviser har tradition for at tage vikarer ind i bundter i sommerperioden, mens de faste journalister holder ferie. Vikarerne vil ofte være journaliststuderende eller yngre journalister fra små aviser, der gerne vil have en fod inden for på en landsavis – men også andre kan få en chance for at slå sig igennem som journalist. For avisen betyder det en mulighed for at tage en chance med ansættelser, uden at det har den store konsekvens, når ikke hver eneste er lige vellykket.

I sommeren 2001 opfordrede norske Aftenposten for første gang særligt journalister med minoritetsbaggrund til at søge vikarstillingerne. Avisen havde i de foregående år haft flere ansatte med minoritetsbaggrund – ikke som del af nogen projekter, men blot fordi de var velkvalificerede journalister. Men man havde opdaget pointen ved at få flere stemmer ind – og så det nødvendigt delvis at ”opdyrke talenterne” selv.

I alt blev det i 2001 til syv sommeransættelser af unge, der havde baggrund i andre lande, men var vokset op i Norge. Nogle henvendte sig selv, andre blev opfordret via avisens kontakter eller ved henvendelse til uddannelsessteder. Alle syv, der fik job, havde ”erfaring med det skrevne ord” – nogle var journaliststuderende, en var journalistbarn, og en havde skrevet en bog. Helt uerfarne skribenter er der ikke plads til i en sommerferieperiode.

Erfaringerne var næsten udelt positive. Der kom nye historier og andre kilder på siderne – og også de fastansatte Aftenposten-journalister lagde mærke til de nye. Også i år 2002 søgte Aftenposten efter sommervikarer med minoritetsbaggrund.

”Problemet har jo været, at det ikke har været så let at komme i kontakt med folk, men vi har ikke ventet på at få dem serveret på et sølvfad,” siger adm. redaktør Solveig Jølstad til norsk Journalisten[27]. ”Vi har bedt specielt om at få studenter med minoritetsbaggrund, når uddannelserne skulle have praktikpladser, og vi har bedt alle i huset om at give tips om personer, de kender.”

Praktikprojekter – et skridt mod journalistikken

Flere praktikprojekter har i de forløbne måneder været i støbeskeen i Norden, men er endnu ikke kommet i gang. Alle udgår fra redaktører og ledere, der ser nødvendigheden af at udvide rekrutteringsgrundlaget til pressen – og skubbe på en udvikling, der går for langsomt i dag i forhold til mediernes behov.

Udgangspunktet er, at positiv særbehandling såsom kvoteordninger ofte giver bagslag – det, der skal til, er positive tiltag, der fører til ligeberettigelse. Allerhelst ønsker man fremtidige medarbejdere, der både har minoritetsbaggrund og en regulær journalistuddannelse. Derfor er forskellige projekter undervejs, hvis formål er at introducere unge med minoritetsbaggrund til journalistik i forløb, der omfatter en blanding af introduktion til journalistisk teori og praktik på en eller flere redaktioner.

Modellen ligner ofte de svenske Outlook-projekter, der er nævnt ovenfor og nærmere beskrevet i del 2. Netop nu – i eftersommeren 2002 – udbydes pladser på et projekt, som Danmarks Radio har planlagt i samarbejde med fire danske aviser. I alt 13 unge danske med såkaldt ”anden etnisk baggrund” søges til et syvmåneders kursusforløb, der omfatter en måneds grundkursus og seks måneders praksis på en nyhedsredaktion. Formålet er ikke at skabe nye ”light”-medarbejdere, men lade deltagerne afprøve, om talentet svarer til lysten, og om de kan lide livet på en redaktion. Redaktionerne forpligter sig til en grundig individuel evaluering efter forløbet – og håber, at det vil give de unge lyst til at søge på en journalistuddannelse og øge deres muligheder for at komme igennem optagelsesprøvernes nåleøje.

Slet ikke projekter

Det yder ikke nødvendigvis hverken medier eller individer retfærdighed at beskrive deres indsats for multikultur i spalterne i denne korte form og under overskriften ”projekt”. Nogle arbejdspladser har brugt mange penge og adskillige årsværk på at forbedre dækningen og gennemtænke en multikulturel fremtid, hvilket er næsten umuligt at beskrive i denne korte form. Individuelle journalister med flerkulturel baggrund har arbejdet i nordisk presse i årevis, fordi de er gode journalister, og de vil helt sikkert gerne have sig frabedt at komme ind under en ”projekt-hat”.

Man må håbe, at andre en dag vil beskrive mediernes indsats og undersøge de individuelle erfaringer. Det ville være spændende læsning, men ligger uden for dette projekts rammer.

Senest revideret 25. marts 2003