Journalistik i flere farver

Projektrapport

De etniske journalister er få, men synlige og indflydelsesrige både i redaktionen og udadtil.

”Det finns mångfaldsentusiaster som tror att man kan skapa en ideal arbetsplats med total kreativitet. Det stämmer. Det är roligare än på etniskt oblandade redaktioner, kreativare. Vi har inte några gemensamma referensramar utan blir tvungna att uppfinne hjulet på nytt.
Chefredaktør Jolin Boldt, Nyhetstidningen Sesam[17]

De fleste af de journalister med minoritetsbaggrund, der i dag arbejder i nordiske medier, har fået job på grund af deres journalistiske kompetence og intet andet. De har søgt en stilling og fået den, fordi de var dygtige håndværkere med noget på hjerte.

Sådan er det i den bedste af alle verdener – etniciteten bliver ikke ligegyldig, men en kvalifikation eller erfaring, som tæller med i det samlede billede af personen. ”Jeg ville vurdere etnisk baggrund som en kvalifikation, der var på linje med to års samfundsstudier,”som en svensk redaktionschef sagde undervejs i denne research.

Det er sandsynligvis et faktum, at etnisk baggrund har høj værdi for redaktørerne i disse år – når de faglige kvalifikationer i øvrigt er i orden. Man ønsker viden om og adgang til minoritetsmiljøerne, men som økonomien og arbejdspresset ser ud på dagens nordiske redaktioner, bliver der ikke taget mange chancer med ansættelser. En nyansat skal først og fremmest kunne udføre arbejdet – der er ikke plads til andet.

Nye historier

Men der er ingen tvivl om, at en journalist med flerkulturel baggrund giver en ”added value”. Et typisk eksempel var at finde på Stavanger Aftenblad på byredaktionen for Stavanger. Redaktionen havde brug for en barselsvikar, og man ansatte en god journaliststuderende, der havde været i praktik på avisen. At han hed Kadafi Zaman og havde pakistanske forældre, havde ikke meget at gøre med, at det var ham, der fik stillingen.

”Vi vidste, at han var dygtig, og vi manglede en mand på redaktionen, der har mange kvinder” sagde redaktionsleder Torunn Egge Roux.
”Han er ikke ansat for at skrive om de etniske grupper og har ansvaret for at dække to omegnskommuner. Man hans erfaring betyder, at vi får en masse historier i avisen, som vi ellers aldrig havde hørt om. Desuden uddanner det kollegerne, at han er her, for han stiller spørgsmål om en masse ting, vi ikke tænker på. For eksempel hvad kvinderne laver, når de går i syforening?”[18]

Kadafi Zaman selv var ikke til stede på redaktionen under mit besøg. Han sad i et fly på vej hjem fra Pakistan. Efter begivenhederne 11. september 2001 fik hans baggrund en ny værdi for regionsavisen i Stavanger: Den unge journalist på lokalredaktionen blev udsendt medarbejder på to rejser til Pakistan og lavede reportager fra flygtningelejre, demonstrationer og interviews med religiøse ledere. ”Det er klart, at det var en stor fordel, at jeg talte sproget,” sagde han til norsk Journalisten. ”Folk åbnede sig meget mere og stolede på mig. Sprog giver tillid, men også det at jeg er muslim gjorde, at jeg fik adgang til religiøse ledere og flygtninge på en anden måde.”

Sprogkundskaberne betød for eksempel, at han forstod, hvad der blev sagt og råbt til demonstrationer, og kunne registrere skift i stemningen på en måde, som ingen andre nordiske journalister kunne.

En lignende situation var årsagen til, at Jyllands-Postens læsere for et par år siden kunne følge med hele vejen til Kaabaen på pilgrimsrejse til Mekka. En journalistpraktikant med pakistansk baggrund kunne få adgang til steder og begivenheder, som avisens andre journalister ville have været lukket ude fra.

Aftonbladet i Sverige fik en ”guldspade”, en pris for undersøgende journalistik, for en artikelserie om menneskesmugling fra Mellemøsten, der var blevet til i parløb mellem en af avisens journalister og den svensk-syriske freelancer Nuri Kino. Ikke blot kunne han tale sproget og spille rollen som interesseret i at få en slægtning ud af landet. Han havde også den kulturelle kompetence til både at arbejde i Mellemøsten og få flygtningefamilierne i Sverige i tale – en opgave, der kunne have været svær for en svensk journalist.

Overraskende spørgsmål

I Stockholm har Inger Etzler ikke specielt brug for at ansætte journalister med etnisk baggrund. Som leder af SVTs Mosaik-redaktion har hun ti ansatte, der tilsammen repræsenterer alle kontinenter ifølge programmets hjemmeside. Næh, hun har brug for unge – for gennemsnitsalderen er noget høj, og mangfoldighed handler ikke kun om etnicitet. Men etniciteten er central på Mosaik-redaktionen, der producerer et magasinprogram om det multikulturelle Sverige[19].

”Det er et stort plus at få anden erfaring ind på redaktionen,” siger hun. ”Vi kan for eksempel være meget skrappere i vores spørgsmål, fordi vores reportere ikke behøver være så politisk korrekte. At vi er så forskellige, giver os også en anden tilgang til mange historier:
Et af vores optagehold kom en gang ud for at lave en historie om en ung fyr, der havde gjort et eller andet kriminelt. Reporteren spurgte ham på sit svensk med accent ’Hvorfor gjorde du sådan noget? Tænkte du slet ikke på din familie?’ Det spørgsmål ville en svensk journalist ALDRIG have stillet.”

Hvad er en etnisk journalist?

At have en eller flere journalister med anden etnisk baggrund er en ressource for redaktionen - ligesom at have medarbejdere, der kan spansk, kommer fra landet eller ved alt om jernbaner.

Men at være en kompetent journalist er det vigtigste – ikke mindst for journalisterne selv. At være journalist, at klare skærene i et konkurrencebetonet fag med mange albuer er deres mål – og for dem er dobbeltkulturen ikke noget usædvanligt, men det, der har været hverdag hele deres liv. De føler ikke nødvendigvis, at de repræsenterer andre eller andet end sig selv. ”At jeg har vietnamesisk baggrund, giver mig jo ikke nogen speciel indsigt i bosniere,” sagde Hong Pham, journalist på Dagsavisen i Oslo. ”Til gengæld har jeg måske viden om Ari Behn[20], for han er fra Moss ligesom jeg.”

Minoritetsbaggrunden er et faktum og en kompetence, som nogle tænker på at nyttiggøre og ”markedsføre” sig på som journalister. Dette udgangspunkt understregede f.eks. den journaliststuderende Emrah Sütcü i en tv-debat om etniske minoriteter i medierne. Emrah Sütcü har kurdisk baggrund og er i gang med journalistuddannelsen på Roskilde Universitetscenter efter at have afsluttet internationale udviklingsstudier. ”Jeg ledte efter et fag, hvor det ville være en fordel at være indvandrer. For eksempel ser man ofte i artikler og tv-indslag med indvandrere, at der er ting, der bliver misforstået mellem journalisten og den, der bliver interviewet. Der vil jeg have en mulighed for at forstå meningen bedre.”

Kultur-bagage

Jo mere blandet baggrund i redaktionen, jo mere bliver hver ansat også opmærksom på sin egen kulturelle bagage – og dermed, hvordan egne erfaringer påvirker ens verdensopfattelse og bedømmelse af den journalistiske værdi af en historie. Man bliver opmærksom på sin sprogbrug på en ny måde. Skriver man ”vores danske værdier”, når man egentlig mener universelle fænomener som demokrati og menneskerettigheder? Kan man skrive ”vi kan jo alle sammen lide en øl og en snaps”, når der sidder en praktiserende muslim ved siden af? Bruger man et samlebegreb som ”indvandrere”?

Og glemmer man at være opmærksom, lærer man også af det, fortæller en redaktionsleder: ”Nogle af de unge journalister havde gået og snakket meget om den lækre julebuffet, der ville komme i kantinen. Da de gik derned med deres dansk-pakistanske kollega, blev han skuffet, for der var næsten intet, han kunne spise – det hele var jo lavet af svinekød. Det havde ingen af dem tænkt på.”

Rollemodeller

Men ikke blot bliver journalisterne med minoritetsbaggrund bemærket indadtil. Nok så vigtigt bliver de bemærket udadtil – af de traditionelle læsere/lyttere/seere, men også i minoritetsgrupperne. NRKs første studievært med ikke-europæisk baggrund Noman Mubashir har fortalt, hvordan han fik stolte tilråb på gaden fra børn og unge med pakistansk baggrund. I Danmark nævner piger med pakistansk baggrund den pakistansk-fødte journalist Rushy Rashid – ”når Rushy kan, så kan vi vel også”. De bliver vigtige rollemodeller og beviser på, at medierne ikke er lukket land for minoriteter – et vigtigt signal for den langsigtede udvikling. Med Noman Mubashirs ord:

”I dag er det ikke akkurat overflod av mørkhudede nordmenn på tv eller i andre synlige medier i samfunnet. Samtidig vokser det opp en hel generasjon av tokulturelle ungdommer som mangler rollemodeller, ikoner og forbilder. Personlig mener jeg at rollemodeller er svært vigtig. Selvfølgelig ser jeg opp til tv-personligheter som Anne Grosvold, Erik Bye og Larry King. Men er det noen jeg virkelig ser opp til og kan identifisere meg med, må det være CNN-nyhetsoppleser Riz Khan. Han er av pakistansk opprinnelse og har en jobb som de fleste bare kan drømme om. Jeg tror vi alle har behov for en ”Riz Khan” eller en ”Bjørn Dæhlie” eller en ”Kjell Inge Røkke” å se opp til. Eller hva med John Carew?”[21]

Senest revideret 25. marts 2003