Journalistik i flere farver

Oplæg til handling

"Jeg er svart. Jeg trenger et begrep for å definere min hudfarge. Det er likevel ingen motsetning mellom det å være svart og det å være Manuela, kvinne, i slutten av trettiårene, gift, fransk, mor til tre, innvandrer, daglig leder og statlig ansatt. Med andre ord er min hudfarge ikke alltid like relevant for å definere hvordan jeg skal behandles og omtales". 
Manuela Ramin-Osmundsen, daglig leder, Senter mod Etnisk Diskriminering, Norge[3]

Ikke al journalistik skal handle om minoriteter - naturligvis. Men i redaktionens idéudvikling bør man lære at være særligt opmærksom på minoriteterne i to sammenhænge:

For det første at lade borgere med minoritetsbaggrund optræde som ganske almindelige samfundsborgere i et omfang, der svarer til deres andel af befolkningen og aktivt opbygge et net af minoritets-kilder med specialviden - læger, ingeniører, social- og sundhedsarbejdere etc. De skal optræde på redaktionens almindelige kildelister, ikke på en særlig etno-liste!

For det andet at være særlig omhyggelig med idéudviklingen til artikler, der omhandler minoritetsspørgsmål (se også næste afsnit). Redaktionerne modtager eksempelvis hvert år stabler af statistikker, der sammenholder minoriteterne med "normalbefolkningen". Hver undersøgelse underbygger ubevidst holdningen at, at anden etnisk baggrund er ikke-normalt. Samtidig er der ingen tvivl om, at store minoritetsgrupper lever med bestemte problemkomplekser i forhold til bolig, status på arbejdsmarkedet etc., hvilket "normalbefolkningen" også bør kende til. At lægge balancen mellem disse to hensyn er op til en diskussion i hver redaktion.

Et kursus i idéudvikling-teknikker såsom mindmapping, hvor man udelukkende bruger cases fra historier om minoriteter, kan være med til at åbne øjnene for, hvordan artiklerne kan undgå at bidrage til yderligere stereotypificering af minoriteterne.

Vinkling

Journalistikkens normalbillede af en samfundsborger er en familie med to skolebørn, der bor i eget hus i en forstad (journalisten selv?). Næsten alle andre kan få lov at spille rollen som noget særligt ind imellem - gamle, unge, singler, familier med mange børn og så naturligvis etniske minoriteter.

På The Maynard Institute i Californien undervises journalister i "fault lines" (forkastningslinjer) som arbejdsredskab til vinkling og perspektiv[4]. Formålet er at give et bredere og mere varieret billede af virkelighed til brugerne - og at give et værktøj til at definere, hvad det grundlæggende problem i en artikel egentlig er.

Hovedidéen er, at vores identitet og verdensopfattelse defineres af disse fem faktorer, som også antropologerne bruger: 

• Køn/seksualitet
• Alder
• Etnicitet
• Social klasse
• Geografi

Ud fra disse fem synspunkter kan de fleste journalistiske historier også betragtes og diskuteres, og man kan bestemme, hvilken vinkel der er den egentlige i en sag.

En sag, der overfladisk set handler om kvinders ligeberettigelse på arbejdsmarkedet, kan vise sig egentlig at handle om social klasse mere end om køn. En historie om indvandrere kan vise sig egentlig at handle om geografi, f.eks. økonomisk udsultning af forstæderne eller dårlig byplanlægning. En historie om sundhedssystemet kan vise sig at se helt forskellig ud, alt efter om man betragter den fra den unges eller den gamles synspunkt.

I enhver type daglig journalistik kan det være nyttigt systematisk at diskutere: Hvordan ser dette ud, hvis man er gammel? Er det ens for ejere og lejere? Har dette nogen særlig vinkel, hvis man er homoseksuel? Hvad betyder dette for de barnløse?

I journalistik om indvandrere kan disse forkastningslinjer være særlig vigtige at huske på, fordi det meget ofte fremstår, som om problemet først og fremmest er etniciteten og den fremmede kultur. "Vores problem er ikke, at vi er indvandrere - vores problem er, at vi er arbejdsløse, mangler penge og har dårlige boliger," som en indvandrer har sagt i en undersøgelse (citeret efter hukommelsen). Etnicitet eller socialt?

Husk de andre afdelinger

I canadiske Toronto, hvor over 50 procent af befolkningen er af ikke-europæisk herkomst, gennemgik et par journalister billeddækningen af en hedebølge. Ikke én gang var en mørkhudet person spurgt om noget i den anledning. Har man det ikke varmt, hvis man er mørk?

Produktet er ikke kun ordene. Fotos skal også afspejle, hvordan befolkningssammensætningen ser ud. Redaktionen kan på hverdagsreportage komme steder hen, hvor den traditionelle læser sjældent sætter sine ben. En sommerreportage om hvepsestik på en vagtlægemodtagelse kan lige så godt laves i et område med mange minoriteter som alle mulige andre steder.

Syv grundsætninger om multikulturelle redaktioner

1. "If you keep doing what you're doing, you'll keep getting what you're getting"

2. Etnisk rekruttering skal baseres på journalistiske kvalitetsmål, ikke på medfølelse

3. Man kan ikke finde en ressource ved at lede efter en mangel

4. Det kommer kun til at fungere, hvis ledelsen er 100 procent med

5. Indhold og rekruttering er to sider af samme sag

6. Multikulturel journalistik er et redaktionelt ansvar, ikke et individuelt

7. Gør det for de læsere, I har i dag, og tænk på dem, I vil have i morgen

Senest revideret 26. marts 2003