"For to et halvt år siden kunne jeg gå ind på redaktionsmødet eller forsidemødet og være den eneste farvede i rummet. Gør det nogen forskel at have én farvet i lokalet? Ja, det gør."
Larry Olmstedt, chefredaktør for Miami Herald
Erfaringerne fra lande med en længere indvandrings-historie end de nordiske viser, at målet ikke er nået ved at ansætte en eller flere med minoritetsbaggrund. Hvis ikke der samtidig bliver fulgt op internt, og man ændrer arbejdspladsens klima, er der risiko for, at de nye ansatte hurtigt er væk igen.
De minoritetsjournalister, der i dag arbejder på nordiske medier, er nogle meget stærke personligheder. Det er man også nødt til at være, hvis man skal være den første - og alene. De kan sagtens finde job andre steder, hvis de ikke kan lide lugten i bageriet. Og de ønsker ingen særbehandling.
Alligevel kan en nyansættelse være god grund til at se på klima og kompetencer i redaktionen og f.eks. på traditionerne for at tage sig af nyansatte og følge op på deres integration på arbejdspladsen.
Blandt spørgsmål, der kan ses på, er;
1 Skjult racisme: Journalister opfatter oftest sig selv som humanister og som kulturelt åbne. Men der kan ligge skepsis og usikkerhed til grund for, at en nyansat forskelsbehandles eller ignoreres. Manglende viden om grundene til vedkommendes ansættelse kan også være en faktor. Informér præcist.
2 Den nyansattes redaktionsleder bør være særligt opmærksom i de første måneder på, at vedkommende kommer ind i kulturen og fællesskabet, og på, hvilke opgaver vedkommende sættes til at udføre.
3 Tonen og humoren - er der grænser for, hvilke morsomheder man vil acceptere? Hvilket sprog og hvilke ord bruger vi i diskussionen af historier om minoriteter og deres vilkår? Er sprogbrugen i mediet diskuteret? Skal der sættes grænser for intern sprogbrug, eller bliver det for politisk korrekt og giver bagslag?
4 Overdriv ikke etnicitetens betydning. "Jeg føler, at mine kolleger ser på mig som en eksotisk dessert," sagde en hollandsk journalist med minoritetsbaggrund i en undersøgelse.
5 Omvendt
racisme: En ung journalist med minoritetsbaggrund kom nærmest ikke ind i
redaktionslokalet, før han var inviteret til at deltage i alle mulige
store, dybdeborende projekter. Han havde endnu nærmest ikke bevist, at han
kunne skrive en notits.
|
Syv grundsætninger om multikulturelle redaktioner
1. "If you keep doing what you're doing, you'll keep getting what you're getting"
2. Etnisk rekruttering skal baseres på journalistiske kvalitetsmål, ikke på medfølelse
3. Man kan ikke finde en ressource ved at lede efter en mangel
4. Det kommer kun til at fungere, hvis ledelsen er 100 procent med
5. Indhold og rekruttering er to sider af samme sag
6. Multikulturel journalistik er et redaktionelt ansvar, ikke et individuelt
7. Gør det for de læsere,
I har i dag, og tænk på dem, I vil have i morgen
|