Travlhed og tidspres er et faktum på nyhedsmedier - det kan føre til mange uigennemtænkte eller upræcise formuleringer (og bruges som undskyldning for lige så mange).
Over for et kulturelt følsomt emne, som minoriteter er i disse år, må man være særlig opmærksom på sine beslutninger og sine begreber under deadlinepresset.
"En 90-årig kvinde mistede en mindre formue, da tre unge andengenerations-indvandrere flåede hendes taske til sig..." skrev Ritzaus Bureau, og telegrammet blev trykt i den ordlyd i flere danske aviser.
Men hvis man ikke ved, hvem gerningsmændene er, hvordan ved man så, at de er anden generation?
Endnu et nyhedstelegram fra Ritzau: "De beskrives som 16-17 år, to af dem danske af udseende, den ene muskuløs med mørkeblondt, pjusket hår, den anden spinkel og meget drenget. Den sidste var en "jugoslavisk" type."
Hvordan ser man dansk ud? Hvordan ser en jugoslavisk type ud? Hvorfor er "jugoslavisk" i anførselstegn og ikke "dansk"?
Man må formode, at formuleringen er kommet fra politiets døgnrapport. Derefter er det gået igennem journalistens fingre, en redaktionssekretær har godkendt det på bureauet og sendt det ud, og på avisredaktionen har endnu en redaktionssekretær læst det igennem, sat overskift på og sat notitsen i avisen. Af tre sæt øjne har ingen studset nok til at ændre eller fjerne formuleringerne, som jo under alle omstændigheder er ubrugelige som efterlysninger. Det er svært at se, hvilket andet formål det tjener end at udtrykke, at det var én af "dem".
Selv nordiske statsborgere bliver udlændinge, hvis de opfører sig kritisabelt. En svensk avis skrev om "en 31-årig palæstinier med svenskt pass", der var blevet anholdt[5]. Hvis han har svensk pas, er han vel svensker - eller? Løberen Ludmila Engquist, som er blevet omtalt som "en svensk stjerne", blev også pludselig udenlandsk igen, da hun blev dopinganklaget. På forsiden af Svenska Dagbladet "medgav den före detta ryskan", at hun havde taget steroider.
Én gang udlænding, altid udlænding, skulle man tro. Den danske Radioavis kunne en dag fortælle, at "Om 100 år har hver fjerde af os indvandrerbaggrund" (citeret efter hukommelsen). Hvor mange generationer bliver man ved med at have indvandrerbaggrund?
Bullshit-detektoren har det i det hele taget svært, når emnet er minoriteter. Aftonbladet havde en forside om, at fattige børn løb 635 gange større risiko for at komme på sygehuset end gennemsnittet, og i artiklen fremgik det, at fattige børn var lig med indvandrerbørn. Men journalisten havde åbenbart skrevet ud fra undersøgelsens engelske summary, hvor der var en slagfejl - der skulle have stået "63 procent højere risiko", men procenttegnet og 5-tallet lå på samme tast[6]. Problemet blev med ét tidoblet, og ingen stoppede op og spurgte "Kan det her virkelig passe?"
Norske journalister har opgjort, at indvandrere og flygtninge ofte optræder i en af disse seks
roller[7]:
Den vellykkede indvandrer (oftest sportsfolk)
Den forbryderiske indvandrer (hvor etniciteten gøres relevant for kriminaliteten)
Den fortvivlede indvandrer (den sympatiske asylansøger, der har fået afslag)
Den passive indvandrer (som skal hjælpes)
Den integrerede indvandrer (ofte i kulturlivet, ofte europæiske eller amerikanske)
Den fremmedkulturelle indvandrer (farlige, truende, utilpassede)
Rockgruppen Outlandish, der består af tre unge med minoritetsbaggrund oplever, hvordan der er lighedstegn mellem indvandrere og problemer i journalisters hoveder, fortalte de i et interview: "Vi har lavet et album, og 20 procent af de spørgsmål, vi får, handler om kriminalitet."
Hvordan kan man undgå nogle af disse stereotypier og idiotfejl - for de opstår jo netop, når man ikke er opmærksom?
Jeg vil tro, at dette er et område, hvor de fleste vil nægte at være uovervejede - et af de problemer, som det kun er de andre, der kan have. Derfor vil opmærksomheden klart blive skærpet bedst, hvis alle eksempler har udgangspunkt i eget produkt.
Idéer kunne være:
•
Sæt en af redaktionens medarbejdere til gennem f.eks. to uger eller en måned at samle alt stof, der nævner indvandring og minoriteter og systematisere det. Er vi tilstrækkeligt opmærksomme, eller kunne vi blive bedre? Hvilke ord bruger vi? Hvornår nævner vi etnicitet?
•
Mindre ambitiøst kan det bare gøres en eller to dage, f.eks. som eye-opener på et redaktionsmøde.
•
Invitér en eller flere fra lokale minoriteter til at læse avisen gennem en uge og kommentere dækningen på et redaktionsmøde.
|
Syv grundsætninger om multikulturelle redaktioner
1. "If you keep doing what you're doing, you'll keep getting what you're getting"
2. Etnisk rekruttering skal baseres på journalistiske kvalitetsmål, ikke på medfølelse
3. Man kan ikke finde en ressource ved at lede efter en mangel
4. Det kommer kun til at fungere, hvis ledelsen er 100 procent med
5. Indhold og rekruttering er to sider af samme sag
6. Multikulturel journalistik er et redaktionelt ansvar, ikke et individuelt
7. Gør det for de læsere,
I har i dag, og tænk på dem, I vil have i morgen
|
