Forfatterne til de foregående kapitler blev samlet til en konference i januar 2002 for at diskutere de vigtigste udfordringer, pressen står over for. De følgende kapitler er en redigeret udskrift af eftermiddagens debat. Desværre kunne ikke alle forfattere deltage. Med omkring bordet var: Ann-Magrit Austenå, journalist og næstformand for Norsk Journalistlag Asgeir Fridgeirsson, chefredaktør, strik.is. Ulrik Haagerup, journalist, tidl. chefredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten Øystein Kvistad, chefredaktør, digi.no Hans Larsen, netredaktør, Ekstra Bladet Ann Lystedt, chefredaktør, Bärgslagsbladet /Arboga Tidning. Bjørn Månsson, lederskribent og stedfortr. ansv. udgiver, Hufvudstadsbladet. Kristian Riegert, Fil. dr., lektor i journalistik, Södertörns Högskola. Norvall Skreien, konsulent, Innovations in Newspapers. Trine Smistrup, journalist, projektleder Nordisk Journalistcenter Olle Stenholm, Sveriges presseombudsmand Truls Velgaard, direktør, Orkla Media. Nils E. Øy, generalsekretær for Norsk Redaktørforening Debatledere er Sven-Egil Omdal, journalist på Stavanger Aftenblad, og Stein-Ove Grønsund, rektor for Nordisk Journalistcenter. Hvert indlæg kan høres i originalversion ved at klikke på deltagerens navn. Journalistik til salg, journalistik til fals Kan der produceres kvalitetsjournalistik i de nye rammer, eller går det hele op i maskinbetjening? Hvad har pressen at sælge, om ikke troværdig information? Sven-Egil Omdal Lad os begynde med at tage en bred debat om journalistisk kvalitet - i traditionelle medier og ikke mindst i online-medier. Hvilke udfordringer er der i teknologiens og koncernernes tid for journalistisk kvalitet ? Derefter vil vi diskutere journalistiske etik og integritet, set i det samme lys. Til sidste er emnet de juridiske rammer, hvordan de udvikler sig, og i hvilken grad vi ønsker at påvirke dem, så lovgivningen ikke lægger unødige rammer for den journalistiske udfoldelse. Som tværgående perspektiv i debatten ligger: Er der noget unikt nordisk, som det er ønskeligt at fremme? Ann-Magrit Austenå: Jeg har inddelt oplægget om kvalitet i tre dele: Økonomi, teknologi og menneskesyn. Økonomien sætter rammerne for kvalitet, og det drejer sig om kravet om øget afkastning og kravet om øget indtjening: I det første ligger ønsket om at få mere for de samme penge. Jeg så, at Jyllands-Postens chefredaktør i det danske Journalisten sammenlignede avisproduktion - det vil sige produktion af indhold - med at producere reservedele til biler. Det er opsigtsvækkende fra en mand i den position, for den afgørende forskel er jo, at bildele skal være ens hele tiden, mens pointen med at producere redaktionelt indhold er, at det skal være nyt hele tiden. Det skal være korrekt, rigtigt prioriteret og helst med særpræg hver dag. Det giver en tankevækker om, hvor vi er i debatten om produktionens rammevilkår for journalistik. Kravet om indtjening, også på nettet, medfører en journalistik, der ligger i grænselandet mellem journalistik og tekstreklame. Det bliver et spørgsmål for journalisterne, om de tvinges ind i en rolle som tekstforfattere. Men det giver også en alvorlig diskussion om den registrering af folk, der foregår på netmedierne - både i de rene netaviser og i de traditionelle mediers hjemmesider. Brugerne registreres, og disse oplysninger bruges og misbruges i forhold til annoncørerne. Det bryder de traditioner, vi har om at værne om privatlivets fred. Den nye teknologi medfører både et øget tempo, multifunktionalitet og paralleludgivelser. Vi har ikke mere "deadline", vi har "altid-deadline", og det giver pres - især på netredaktioner, men også i radio/tv med løbende nyhedsudsendelser. Netredaktionerne har hidtil været små på grund af økonomien og afhængige af at viderebringe og opdatere andres artikler. Det betyder stoftyveri, hvilket vi har sat fokus på i Norge. Arbejdet bliver en løbende udsendelse af små opdateringer i stedet for at gå ind med en selvstændig vinkling. Et eksempel har vi fra Bergens Tidende, hvor kriminalredaktionen nu også arbejder til netavisen. I stedet for selv at gå ind i sagerne må journalisterne nu hele tiden ringe til politiet for at høre, om der er noget nyt, og bruge tid på at videreformidle, at der ikke er noget særligt nyt etc. Dette kan man se på to måder: Enten er det en spekulation i planlagt overarbejde, fordi det jo stadig ventes, at journalisterne bidrager med noget nyt til morgendagens avis. Eller også er det en total udvanding af den kompetence, man har på en kriminalredaktion. Multifunktionalitet betyder at sende den samme information gennem flere kanaler - i stedet for at gå bredere og dybere med én kanal og udvikle informationen. På Drammens tidende er den nye arbejdsform, at journalisten ude på opgave først skal sende en version til sms-tjenesten, så sende en kort version til nettet, så sende en radiobulletin, så lave en standup til en video-bid på nettet og så finde stof til næste dags avis. Det betyder mere stress, lavere koncentration og mindre kontakt til journalistens kilder. Den parallelle publicering betyder flere varianter af information, men bygget på de samme oplysninger. Det giver mindre mangfoldighed i medierne og dermed dårligere kvalitet. Menneskesynet bag dette er måske det mest alvorlige. Man ser på mediernes som brugere som først og fremmest forbrugere. Men det er helt forkert - de er borgere først, og det er de i et fælles rum. Det fordrer af medierne, at vi forvalter det ansvar og de privilegier, vi har fået, for vi har ikke fået dem til os selv, men som repræsentanter for almenheden. At gøre det forudsætte erfaring og kompetence samt evne og vilje til at bruge tid på at prioritere og præsentere de historier, der er væsentlige for borgerne. Journalister bliver ofte anklaget for hovmod og arrogance, og det kan måske være rigtigt. Men jeg savner et fokus på journalisters stolthed, og stolthed er ikke det samme som hovmod og arrogance. Det handler om en tryghed ved sin rolle og sine evner og en sikkerhed for, hvem der er opdragsgiveren. Det er selvstændige mennesker, der ikke må gå på akkord med deres egne idealer, brugernes forventninger eller kildernes tillid. De er på job for almenheden, ikke som tekstforfattere for politiske eller økonomiske interesser. Ann Lystedt: Jeg tror, at redaktørerne er blevet mere og mere interesserede i, hvordan læserne opfatter avisen, og mere og mere ydmyge, fordi de forstår, at har de ikke et materiale, der opfattes positivt, bliver avisen ikke købt. Det har i de senere år resulteret i flere mødepladser med læserne. Man ser en bevægelse, hvor man byder folk indenfor, man ønsker interaktivitet, man vil have synspunkter, man inviterer til læsermøder og til dialog på en måde, der i hvert fald føles som ny. Endnu et udtryk for dette er det publicistiske regnskab, som Christina Jutterström tog initiativ til som projekt i Sverige. Ideen er, at man rent videnskabeligt undersøger, om avisen opfylder sine mål. Pengene taler højt - ordene har traditionelt ikke talt lige så højt. Men hun ville fremhæve ordenes betydning, kvalitetens betydning og indholdets betydning og kom så med udfordringen om, at disse ting også må kunne måles. I samarbejde med JMG - Institutionen for Journalistik og Medier i Göteborg - er dette projekt altså sat i gang. Det er åbenbart det første i Norden, så det gør jo det videnskabelige aspekt interessant. Og det føles jo som en udfordring i en tid, hvor den publicistiske og den økonomiske ejermagt blandes og ofte ligger i de samme hænder. Tolv redaktører er gået med i en projektgruppe for at udarbejde metoder sammen med forskere fra Göteborg til, hvordan man videnskabeligt kan måle indholdet. Det giver selvfølgelig ikke mening, medmindre man har sat et mål op for, hvad man ønsker, at avisen skal indeholde. Det skal jo også kunne bruges som målsætning for avisen, hvis et sådant dokument skal blive relevant. Der kan findes mange videnskabelige argumenter mod det, men det føles som en ganske frisk udfordring i denne tid at fremhæve et publicistisk regnskab. Jeg var til møde i vores egen bestyrelse i går, hvor årets regnskab blev fremlagt. Vi redaktører vil nu rundsende en rapport om redaktionen for at minde om, at det faktisk er et journalistisk arbejde, vi bedriver, og det handler om indhold og ikke blot om økonomisk resultat. Men så er det jo også lettere sagt end gjort, for de fem aviser i Ingress Media taber læsere og annonceindtægter i området, sådan som de fleste andre aviser også oplever det, og det er også faktorer, der spiller ind i udviklingen af kvaliteten på en avis. Men over for læserne tror jeg, at vi kan opfylde et løfte om eller en pligt til at opfylde deres retmæssige krav på - og behov for - en kvalitetsavis. Det kan vi, hvis vi viser ansigtet og siger: Dette er vores mål for avisen, og sådan gik det for os i år. Den slags åbenhed og ærlighed tror jeg kan være med til at øge kvaliteten. Sven Egil Omdal: Ann-Magrit tegner billedet af multi-skilleren. Men hvor fristende bliver den journalisttype for arbejdsgiverne, og hvad gør det ved kvaliteten? Hvis man skal opstille krav, der kan måles i et journalistisk regnskab, hvad er da moderne journalistiske kvalitetskrav i en multimediebedrift? Kan og tør man sætte de samme journalistiske mål som i det traditionelle papirprodukt, eller er det irrelevant at opsætte de samme mål for de nye medier. Hvad betyder den teknologiske og økonomiske udvikling for presset mod den journalistiske kvalitet? Ulrik Haagerup: Når man diskuterer de nye medier og mulighederne, er der en tendens til det, amerikanerne kalder "the tyranny of the or" - det bliver "enten-eller". Enten er det mareridtsscenariet med ejerne som de grumme, økonomiske djælve, der vil sende de stakkels uskyldige reportere ud med alskens teknologisk udstyr: Så skal de lave standups, så skal de lave radio, og så skal de i øvrigt lave en dybdeborende baggrundshistorie, som skal afleveres inden klokken 16 til avisen. Eller også er det én journalist til én historie og ét medie - "vi er dagbladsjournalister og vi arbejder kun til avisen. Hvis ejerne vil have noget mer, så må vi have en redaktion til det." Men hvis man sætter sig i borgerens sted, hvad er det så, man har brug for? Jamen, det kommer jo an på historien. Hvis et SAS-fly er blevet kapret mellem Oslo og København, så kan det ikke nytte noget, at mediehus-redaktionen sætter sig ned og siger "Vi er en avis, og nu koncentrerer vi os om at fortælle hele historien til folk i morgen." Hvis folk ønsker at få deres nyheder så hurtigt som muligt, så må man afsætte ressourcer, så man kan sende dem en sms-besked om, at flyet er forsinket, fordi det blevet kapret, senere sende en e-mail og så videre. Så sætter man også ressourcer af til at besvare spørgsmålene om hvorfor - og det er så til det langsomme medie, avisen. Der må det være redaktionens opgave at servicere borgerne så godt som muligt, og der er der nogle historier, som kræver hurtig ageren. Problemet er så, hvis redaktøren mener, at sådan skal man reagere på alle historier. Så går det galt, for hvor er kernekompetencen så? Det nye er jo, at vi på grund af teknologien har fået nogle nye kernekompetencer ind. De traditionelle langsomme medier kan nu konkurrere på hastigheden også. Hvor troværdigheden før blot handlede om, hvorvidt oplysningerne var rigtige eller forkerte, handler det nu også om, hvorvidt vi får historien frem til tiden. Men kernekompetencen er jo, at man har sine kilder og kan forklare baggrunden, at man kan svare på spørgsmålene om, hvorfor dette sker, og hvad der vil ske i morgen. Så i stedet for hele tiden at køre diskussionen på de to sider mellem arbejdsgiverne og nogle journalister, der ikke vil presses for meget, så må vi sige, at kernen er, hvilket ambitionsniveau man har som medie: Hvad er det, man vil? Vil vi tage alle teknologier ind? Jeg tror, at hele diskussionen om kvalitet kommer til at dreje sig om det, journalistik virkelig handler om, nemlig at prioritere. Journalistik handler jo grundlæggende kun om én ting, og det er at vælge for folk. Og vælge fra. Det gælder også som udgiver: At sige: Vi vælger at gøre bestemte ting, og dem vil vi gøre rigtig godt. For at kunne det, må vi vælge noget andet fra. Og det skal være historierne, der er det afgørende. Sven-Egil Omdal: Men når ressourcerne er for små til at gøre, som du netop sagde - hvad bliver så det almindelige valg? Bliver ressourcerne så brugt til dybde, eller sættes de af til det hurtige? Hvad bliver det reelle valg? Ulrik Haagerup: Jeg tror igen, man skal passe på ikke at sætte det op som enten-eller. I dag er det jo sådan, at man tager hjem eller et andet sted hen for at sætte sig til at skrive. Jeg tror, at når hurtigheden bliver en del af kernekompetencen, vil man vænne sig til at ringe ind på redaktionen og sige "Der er sket sådan-og-sådan, og han sagde det-og-det." Pling, så sidder der én på redaktionen og versionerer det, og man kan koncentrere sig igen. Hvor lang tid har det taget? Måske fem minutter. Problemet er, hvis man skal opdatere hvert andet minut døgnet rundt. Så bliver der jo aldrig tid til at koncentrere aig. Men det er der ingen der siger, at man behøver. Bjørn Månsson: Man kan ikke se så enkelt på dette. Kvalitet er jo et konkurrencemiddel. Det er kun på kvalitet, man kan konkurrere inden for de forskellige fagområder - altså tv, internet osv. Hvis man tvinger de samme journalister til at producere til alle de forskellige medier med forskellige takter, vil kvaliteten helt sikkert blive nødlidende. Der bliver der ikke kvalitet i nogle af medierne. Det handler jo om, at det er forskellige medier inden for mediet - at fotografere er noget andet end at skrive, at lave tv-nyheder er noget andet end at skrive, og det går ikke at bevæge sig uhindret mellem dem. Alt for mange journalister har gjort det gennem historien - lavet radio i tv, for eksempel, og det kommer der ikke godt tv ud af. Hvis man vil konkurrere på kvalitet, så går det ikke på denne måde. Hans Larsen: Nu stiller jeg tingene lidt på spidsen, men jeg synes, at et af de største problemer i mediedebatten er, at journalister - især måske journalister med fagpolitiske ærinder - ofte optræder utroligt konservativt. Den måde, hvorpå vi har organiseret os på dagblade i Norden, er jo ikke nødvendigvis den eneste rigtige og den eneste, der fører til kvalitet. Hvis man ser på en klassisk amerikanske avisredaktion, så fungerer den jo på en måde, der meget mere ukompliceret kan give publicering i flere medietyper, fordi man typisk opererer med reporting og rewritin. Reporterne leverer råmateriale ind i den hastighed og takt, det kræves af redaktionen, og andre skriver og versionerer til de platforme, man ønsker at publicere på - dels hurtigt, dels langsigtet. Den måde, vi mere eller mindre tilfældigt er kommet til at arbejde på, er ikke nødvendigvis den eneste rigtige. Jeg har tidligere stillet spørgsmålet: Er det lettere for et dagblad at begynde at publicere på internet, eller lave radio, end det er for en netavis at begynde at publicere en avis eller et magasin? Det er for mig klart, at det sidste vil være det letteste. Hvis dagbladene vil publicere på andre platforme, må de vende deres organisation rundt og geare sig til de hurtige medier. Ud af den produktion kan man så uddrage en essens, fylde på og lægge mere kvalitet på til det langsomme medie. Olle Stenholm: Ann-Magrit prioriterede meget traditionelt efter det traditionelle dagblads behov og havde som udgangspunkt, at man skal prioritere den udgivelse, der sker hver 24. time. Men kontinuerlig nyhedsformidling er kommet med de nye medier, og den er kommet for at blive. Man kommer ingen vegne ved at sætte grænser op mellem den kontinuerlige nyhedsformidling og den periodiske. Og det er heller ikke det, der er den store kvalitetstrussel. Jeg tror, at mange dygtige journalister kan lave samme historie i hvert fald til et par medier på samme dag . I øvrigt er det jo kun en lille del af journalisterne, der arbejder på den måde - en stor del kommer aldrig i nærheden af at skulle arbejde med den slags opgaver. Jeg tror, at den store trussel kommer fra de kommercielle medier - selv om alle medier er kommercielle - og deres ekstremt store afhængighed af konjunkturerne. Når økonomien i landet går tilbage, så går det endnu mere tilbage for aviserne. Det modsatte gælder også, men det vigtige er, når det går nedad, som det gør netop nu. De faldende indtægter på annoncer slår tilbage på journalistikken - sådan er det bare. Jeg ville ønske, at den kommercielle mediebranche ville opbygge nogle beskyttelsesværker, som gjorde, at man ikke blev ramt så hårdt på den journalistiske kvalitet i en nedadgående konjunktur - at man kunne indbygge en slags garantier for den professionelle kvalitet, en slags grundlæggende beskyttelse for, at kvaliteten kunne opretholdes. Sven-Egil Omdal: Hvis vi lægger over til Truls Velgaard: Når branchen har denne konjunkturfølsomhed, er det så ikke muligt for avisen og redaktionen at opretholde sin virksomhed på det samme niveau og holde kvaliteten oppe, Er redaktionen nødt til at følge de økonomiske svingninger? Truls Velgaard: I Norge er det jo i hvert fald sådan, at de aviser, der er mest lønsomme, også er dem, der er bedst rustet til at modstå økonomisk nedgang og er mindst sårbare ved svigtende indtægter. Vores aviser i Norge har oplevet indtægtssvigt, men har ikke måtte gå gennem drastiske sparerunder, blandt andet fordi vi har prioriteret at kunne imødegå en lavkonjunktur. Men alle parter har i gode tider et ønske om at øge produktindsatsen og markedsindsatsen og få mest muligt ud af de penge, man tjener, så avisdrift vil nok altid pulsere med den økonomiske konjunktur. Ulrik Haagerup: Når det er min tur til at gøre rent derhjemme, så kan min kone finde på at spørge, om jeg ikke f.eks. kan støvsuge inde i stuen. Så kan jeg sige, at det kan jeg simpelthen ikke nå. Og så kan hun være så irriterende og sige "Jamen, hvad skal du ellers nå?" og afkræve mig svar på, hvornår jeg skal gøre det ene og det andet. Pointen er, at når man får en ny opgave, vil man altid sige, at det kan man kun nå, hvis man får overarbejde, at man ikke kan lave mere, end man allerede gør. Man vil altid sige, at man udnytter arbejdstiden optimalt nu, og hvis man skal nå alt det nye, vil det gå ud over kvaliteten. Det interessante er selvfølgelig at diskutere, om vi tilrettelægger arbejdet rigtigt i dag. Er alt det, vi sætter i avisen i dag, nødvendigt? Er der noget, vi kan undvære? Er der noget, vi kan tage fra telegrambureauerne eller bare registrere for at vælge noget af det til, vi gerne vil have? Det interessante spørgsmål, som ligger bag alt dette, er;: Hvorfor bliver avisen udgivet? Hvorfor bliver tv-udsendelsen sendt? I gamle dage var medierne et håndvåben i den politiske kamp, og hvert politisk parti havde sin egen avis. Så var der interesseorganisationer, der ville på banen, og fagbevægelsen fik sin avis for at blive hørt i den offentlige debat. Men efterhånden som ejerforholdene ændres, må man spørge: Hvor er den publicistiske grund til at udgive aviser? Hvis det alene bliver et spørgsmål om, at nogle investorer sidder rundt om i verden og ser på, om de skal putte penge i ejendomme eller pølsevogne eller vaskepulver eller aviser - så bliver journalistikken bare en handelsvare. Man må håbe, at den gamle historie om, hvorfor New York Times blev oprindelig lavet, er sand. Den blev ikke lavet af en journalist, men af en købmand, der kunne se et marked for at sælge troværdig information midt i 1800-tallets kaos på Manhattan af indvandrere og rygter om, hvor var der guld, hvor var der gratis jord osv. Der var et marked for troværdig information. Det trøster mig midt i al dette her. Asgeir Fridgeirsson: For mig er der ingen stor forskel mellem de nye og gamle medier, når du spørger, om der er en anden definition på kvalitet. Der er altid de samme grundlæggende kriterier for kvalitet. Men jeg tror også, at behovene vil forandres, og nye generationer vil se kvalitet anderledes. Den professionelle integration af medierne vil blive et faktum. De problemer, som Ann-Magrit taler om, er overgangsproblemer. Min søn på 12 bruger de forskellige medier, tekst og grafer, når han laver sine opgaver. Hans generation vil have en anden definition på kvalitet og et anderledes behov for medier. Kristina Riegert: Jeg er slet ikke sikker på, at jeg ved, hvad kvalitet er - men jeg tror, det har at gøre med fordybelse og sammenhæng. Er det noget, der tilhører en gammel generation af avisudgivere? Et problem er, at journalister kan være så mange ting - fra en tv-anmelder til én, der skriver store dybdeborende artikler. Der er ikke et sikkert billede af, hvad journalister laver, og der er flere og flere freelancere, der laver alle mulige opgaver. Vi må sikkert sortere bedre, eller på en eller anden måde sætte kriterier op for kvalitet, alt efter hvad man arbejder med. PR-folk har ikke nogen problemer med at finde grænsen mellem sig selv og journalister. Det er journalisterne, som ikke ved tilstrækkelig meget om, hvor grænsen går for de opgaver, de kan påtage sig. Sven-Egil Omdal: I din artikel skriver du om nærhedsproblematikken i forhold til de, der producerer udlandsnyheder, og modtagerne. På nettet er det ekstremt let at gå til CNN eller BBC for at få informationer. Det er eliten, der gør det - men er der et kvalitetsproblem i, at det er så enkelt og dermed fjerner opmærksomheden på nærhedens betydning for vores opfattelse af verden? Kristina Riegert: Fjernsyn er fortsat et nationalt fællesmedie, det er internettet ikke. Det er eliten, der bruger de internationale medier, men det er også dem, der bestemmer dagsordenen. Under Kosovo-krigen foregik der en meget kritisk diskurs mellem velinformerede britiske og amerikanske journalister på nettet, men der rapporteres meget sjældent om dét i mainstream-medierne. Man kan jo spørge sig selv hvorfor? Øystein Kvistad: Vi oplever, at vores læsere ser et eller andet på BBC eller CNN, og så kommer til os og spørger: "Hvorfor har I ikke noget på det? Vi vil se jeres version af det." Og det gælder på flere områder - både teknologi, medier, økonomi og kultur. Ann-Magrit Austenå: Da vi havde den norske EU-debat, blev grænserne stærkt ændret for, hvad der var inden- og udenrigspolitik, og en almen reporter på en avis eller tv kunne f.eks. tage ud og lave en reportage om spanske fiskeres situation. Der blev et udvidet Europa-billede for norske seere, lyttere og læsere. Den dør gik i med et brag, da Norge ikke gik ind i EU, og den mulighed tilbydes vi ikke nu. I dag stemples meget hemmeligt, fordi det skal via Udenrigsministeriet eller Stortinget, det gøres fortroligt eller siges at være af national interesse. Vores erfaring som journalister var, at folk gerne ville have dette stof, og at de ikke definerede det som værende uden for deres hverdag. Men i dag definerer ejere og ledere det som værende uden for borgernes interessefelt. Sven Egil Omdal: Men er der en konflikt mellem journalisters ønske om høj kvalitet, store redaktioner, mange medarbejdere, store rejsebudgetter og fastlagte weekendvagter og høj løn - er journalisterne lige så meget i konflikt med sig selv som med ejerne? Hvis ikke så mange penge gik til høj løn og weekendtillæg, ville der jo være flere penge til at rejse til Spanien og dække fiskere for. Øystein Kvistad: Må jeg komme med en sidebemærkning til det? Jeg bliver ret provokeret, både som journalist og som leder af, hvor mange journalister der stiller effektivitet og journalistisk kvalitet op som modsætninger. Ann-Magrit Austenå:   Jeg er enig - men lige nu oplever journalister, at de ikke kan få brugt deres kompetence, de sidder og leverer bidder og brudstykker uden at kunne gå bag om tingene eller kunne bruge deres kildenet. Og de fleste har jo ansvar for børn og andre, de har andre roller at spille end at være oppassere for deres medie. Journalistik er ikke mere en tilstand, det er et fag, et job, og man ønsker definerede rammer omkring det. Så kan man diskutere, om lønningerne er for høje, men i hvert fald i Norge er der et minimumslønssystem, og på de arbejdspladser, hvor lønnen er høj, får ejerne også store overskud. Og det er jo ikke sådan, at hvis journalisterne på Nordlys afstod fra lønforhøjelse i to år, så ville pengene gå ind i reportage og muliggøre bred dækning af fiskeriproblematikken i Europa. De penge ville gå ind i A-pressen og blive brugt til såkaldt strategisk investering for at erobre et nyt annoncemarked. For det er annoncemarkederne, der er interessante. Når ejerne går ind i nye områder - på net, lokalradio og -tv - er det ikke for at drive kreativ ny journalistik, det er for at opbygge nye annoncemarkeder. Og for at nogle skal gide se på og bruge disse medier, har de brug for et indhold. Men de forøger ikke staben med flere journalister, og der er faktisk en grænse for, hvor mange ting man kan gøre ad gangen. Og det er ikke bare en lille del af journalisterne, der må arbejde på denne måde. Mediehusene køber radio- og tv-stationer op og organiserer sig som små koncerner. Og så er det én prioritering, der gælder, og ét journalist-holds arbejde, der formidles i alle medier. Selv om der er mange kanaler, får lokalbefolkningen kun ét syn på sagen, og det er ikke journalistisk kvalitet. Truls Velgaard: Det er en korrekt beskrivelse af situationen mange steder: At det er samme virksomhed, der ejer både avis, radio, tv og netmedie. Men i mange tilfælde er det sådan, at det er den eneste mulighed for tv-stationen, som vil lukke, hvis ikke avisen køber den. Og at publicere på nettet kan hvem som helst jo gøre. Men jeg må samtidig sige, at det er vigtigt at skelne mellem medierne, og jeg tror, det er meget farligt at mikse alle medier sammen i én grød, i én redaktion. Jeg tror det er vigtigt at bevare forskellene. Der er sikkert nogle, der kan arbejde på mange måder, men de fleste vil nok fortsat være bedst på et enkelt medie. Hans Larsen: Det er svært at sige andet om kvalitet, end at det er det, som sikres af journalistisk faglighed, af journalistisk etik og af en forståelse af, hvad journalistik er, og hvad der skiller det fra alt det andet. Derfor er det også okay, at journalister får høj løn, Og jeg tror ikke meget på multimedialiteten i samme person, for hovedsagen er jo FOKUS, både for personen og for virksomheden. Vi har en stor del journalister, der arbejder direkte til nettet, så har vi avisen, og så forsøger vi at samarbejde så godt som muligt.Men jeg tror, de fleste mennesker synes, det er morsomt at lære noget nyt og arbejde med et andet medie. Ann Lystedt: Journalistisk kvalitet er personligt engagement. Og man er nødt til at se på redaktionens personale som enkeltpersoner, for journalister identificerer sig i høj grad med deres ambitioner. Det er en meget stor udfordring at skulle arbejde på en anden måde, og det er svært at lære nye måder for en voksen. På min redaktion skal folk nu skrive, fotografere og redigere. De, der har problemer med det, er mennesker, der har arbejdet vældig længe på én bestemt måde. Vi må ikke miste respekten i vores menneskesyn. Det nye stiller høje krav til effektive personligheder, og det er ikke alle, der er så hurtige, heller ikke de yngre. I konflikten mellem de personlige ambitioner og omgivelsernes krav må vi som arbejdsgivere være klar til at håndtere det på en menneskeværdig måde.   Integritet og etik i netmedier kontra gamle medier   Praksis for ”anstændig netopførsel” er først under udvikling, og fristelserne for at bøje etiske regler f.eks. i forhold til annoncører kan være store. Et råd fra debatten: Pas på handlingsbersærkerne! – tag det med ro.   Hans Larsen: I Øystein Kvistads kapitel i antologien er der en dækkende liste over de problemer, som man kan løbe ind ind i forhold til etik og integritet, så jeg skal bare forsøge at nævne nogle af de områder, jeg mener kan give problemer og måske knytte nogle holdninger til dem. Det mindst problematiske er, når netmedier drives af ”gamle” medier, og som altså har en journalistisk tradition og en journalistiske ledelse. Det giver kendte problemer med kendte løsninger. Det forholder sig lidt anderledes med de brugerstyrede eller brugerleverede indhold, altså chat og debat, som det er indlysende at tilbyde brugerne på nettet. Der er særlige problemer med hensyn til ansvar for de ytringer af meget forskellige karakter, der kan komme, og der er en noget uklar lovgivning og retspraksis på området. Men egentlig er problemstillingen velkendt, balancen mellem ytringsfrihed og dét at give brugerne mulighed for hurtigt at komme til orde trods risiko for krænkelser af forskellige art. Problemet forstærkes selvfølgelig af den lette adgang til omgående offentliggørelse og – for nogle – af de store mængder af indlæg der kan komme på kort tid, som nærmest gør det umuligt at screene det enkelte indlæg for indhold, vi skal fjerne. Netmediernes redaktioner må opstille klare regler for, hvad vi tolerer og ikke tolerer - og så håndhæver dem konsekvent. Vi har på min avis opstillet regler, men måttet kombinere det med krav om registrering med mailadresse. Dels fordi det holder de mest ekstreme væk, og dels fordi det giver os mulighed for at gøre en deltager opmærksom på, hvorfor vi har fjernet et indlæg. Foreløbig har vi gode erfaringer med det, men det kræver selvfølgelig ressourcer.   Et særligt område er adgang til arkivstof. Det kan give problemer hvis der er fejl i tidlige versioner, der fortsat er tilgængelige. Vi har f.eks. set enkelte eksempler på retssager, hvor der undervejs er nedlagt navneforbud, hvor man må huske at fjerne tidligere versioner med navns nævnelse – det kan potentielt blive meget vanskeligt. Så er der tredjepartsindhold – altså det, man ikke selv har produceret, men linker til. Også her er loven uklar, og praksis er der ikke endnu. Vi må påtage os et vist ansvar for, hvad vi sender brugerne til, men det er et moralsk mere end juridisk ansvar – f.eks. hvis vi linker til et site, der så bliver ændret efterfølgende.   Endelig er der det kommercielle pres, som er det største problem: Hvordan undgår vi i en økonomisk trængt tid at falde i alle de fælder, som tekstreklamen og annoncørerne stiller op for os? Det er meget svært, og vi konkurrerer her direkte med medier, der ikke har en journalistisk tradition og derfor tager imod næsten hvad som helst. På vores redaktion driver vi ud over Ekstra Bladets netudgave et kvindesite, som mere ligner et ugeblad – der kan vi se, at der er meget store firmaer, som tilbyder små og fattige netmedier gratis indhold, f.eks. brevkasser med gratis redaktør, hvis man ba-a-are lige nævner mærkevarens navn. Og nogen tager imod det. Her er kun ét at sætte ind, og det er den redaktionelle professionalisme og rygmarvsviden om, hvor grænserne går. Men så kan vi forhåbentlig også udnytte den troværdighed, vi får hos brugerne. Men en pointe er, at læserne brugerne er meget bedre til at skelne her, end mange tror.   Truls Velgaard: Jeg tror, at der findes et fælles nordisk ståsted på etik og integritet., selv om der helt klart er forskelle mellem landene, og jeg tror ikke, at forskellene mellem os er blevet større. Det, jeg oplever som væsentlige fællestræk ved medierne i Norden, er, at vi har høj avislæsning og stor nærhed mellem læseren og avisen og redaktionen. Aviserne har også en særlig rolle som meningsbærer og debatarena i den demokratiske proces i samfundet. Vi har et veludviklet presseetisk regelsæt, og det springer ud af en grundlæggende opfattelse af, at det er læseren, der er redaktionens opdragsgiver. Det tror jeg ikke er nogen selvfølge. Jeg tror, at den opfattelse er under pres i mange sammenhænge, og at den er værd at passe på. Norden har også en høj dækning af public service tv og radio. Så er spørgsmålet, hvad vi kan gøre for at passe på det, der er væsentligt ved Nordens avis- og medietradition. Jeg har opsummeret i to punkter: Vi må vare os for dem, jeg vil kalde ”handlings-bersærkerne”, altså dem der bliver så udfordret af ændringerne, at de bliver desperat optager af at handle. Hvis ændringerne er store, kan det somme tider være nødvendigt at sidde helt stille. Det tror jeg gælder for en del af de virksomheder, vi arbejder med. Vi har unikke traditioner og unikke positioner, som det er vigtigt at passe på. Og det, vi særligt skal tage vare på, er produktets særpræg, journalistikken. Vi skal trække grænsen skarpere mod underholdning og nonsens. På mange måder tror jeg, at de traditionelle medier skal passe på ikke at lade sig påvirke for meget af alt det, der sker i den nye verden. Vi skal udnytte vores positioner ved at være til stede og tænke nyt, og det kan være, at etiske og faglige regler vil få nye former på Internet. Men jeg tror, at vi vil være forankret i de traditionelle etiske og integritetsmæssige krav. Det andet punkt er, at vi må udvikle og vedligeholde egnede ejerstrukturer. Der har været megen modstand mod den udvikling, der sker på ejersiden af de nordiske medier, men man gør sig selv en bjørnetjeneste ved at lade det slå over i kamp mod ejerskab. Ejerne er en nødvendig del af mediernes fremtid, og det er lige så vigtigt at betale godt til gode ejere som til gode journalister. Aviserne er betydningsfulde økonomiske enheder, som må underkastes samme krav til afkastets udvikling som andre. Og jeg vil stille spørgsmålet, om det er værd at værne om det nordiske ejerskab, som forstår særpræget ved de nordiske medier?   Sven Egil Omdal: Vi troede, at vi kunne opdele diskussionen af etik og diskussionen af jura. Men der er to dele, når vi skal tale om etik: Der er dels den ”kommercielle etik” - tekstreklame, hvordan vi skelner mellem børs og katedral - og den giver ikke de store juridiske problemer. Og så er der ytringsfriheds-etikken, og den har helt klart mange mødepunkter med juraen. Hvis vi tager en runde med den kommercielle etik, vil jeg give jer en case: Vi fremhæver ofte New York Times som fyrtårnet i natten. Men hvis går man går ind på deres hjemmeside nu, er der midt på forsiden et link til en fantastisk under-site om ”Ringenes Herre”. Der står på linket, at det er ”a sponsored feature”. Når man går ind, ser alt materialet ud til at være produceret af New York Times, inklusive stof helt tilbage til 1978, interviews, anmeldelser af tidligere Tolkien-produktioner, quiz etc. Dette materialer er hovedsageligt fra New York Times’ arkiver, men det er redigeret sammen af filmselskabet, som har sponseret siten. De har valgt stoffet ud og bestemt, hvad der skal med. Det kan jo blive fremtiden. Når annoncerne svigter, kan sponsorship blive en vigtig alternativ indtægtskilde. Så kan det blive en mulighed at gå til arrangøren af store begivenheder for at spørge, om de vil sponsere redaktionens dækning af begivenheden. Man kan jo skelne mellem den aktuelle dækning og redigering til arkivmateriale, men åbner vi en bagdør her? New York Times var de første, der linkede direkte fra en boganmeldelse direkte til bogens salgsside hos Barnes&Noble, og andre har gjort det siden hen. Jeg nævner disse to ting som cases: Er det noget, at være bekymret over? Er det noget, vi vil se i fremtiden?   Bjørn Månsson: I den case med Ringenes herre tænker man måske ”Nåja, det er en film, det er vel ikke så farligt,” det handler bare om, hvorvidt man skal gå ind og se filmen eller ej. Men hvad, når General Motors præsenterer en ny bil – eller endnu værre: Når GM fremlægger sit regnskab? Bliver det så sådan, at New York Times har en dækning, som de nu skal have, men så er der et link til udvalgt arkivmateriale, hvor GM har fået lov at vælge, hvad der skal præsenteres – for at øge interessen på aktiemarkedet? Det er klart, at det er et problem.   Olle Stenholm: Vi har en gammel tradition i den journalistiske kultur i Norden for, at der skal være et skel mellem journalistik og reklame. Og traditionen er også blevet brudt lige så længe som den har eksisteret. I Sverige kalder vi det for ”tekstreklame”, et enkelt, firkantet og letforståeligt ord. Og det er ofte helt enkelt at få øje på: Hvis der er et stort annoncetillæg fra en virksomhed og samtidig positiv redaktionel dækning, ses det jo helt tydeligt, og dermed er det også let at bekæmpe. Når du nævner New York Times og linket til Barnes&Noble, må man vel formode, at Barnes&Noble ikke ønsker det link, hvis anmeldelsen er negativ - hvis anmelderen skriver, at dette er en rigtig møg-bog. Men de nye medier giver os helt nye udfordringer på områder som etik og integritet, og det vil blive meget, meget sværere at skelne mellem redaktionelt indhold og reklame. Overtrædelserne bliver meget mere uigennemskuelige og meget sofistikerede, og den traditionelle moral på dette område er heftigt udfordret.   Nils Erik Øy: Jeg er enig med Olle, men samtidig må vi prøve at se på de nye medier ud fra de egenskaber, de har, båd når det gælder journalistik og reklame, og ikke hoppe på kortsigtede løsninger, bare fordi man er inde i en krisetid. Vi må se på, hvilke former der kan godtages, ud fra én gylden ledetråd: At opretholde adskillelsen mellem journalistik og reklame. Så længe det skel er helt tydeligt i mediet, mener jeg, at vi skal være med til at diskutere mange nye former, også for markedsføring. Jeg vil nævne et andet aspekt af casen fra New York Times: dette kommercielle produkt er bygget sammen af gamle redaktionelle produkter, og det er et problem. Dels er der vel et ophavsrets-problem, både i forhold til avisen og medarbejderne. Men dels – og mere alvorligt – får avisen et troværdighedsproblem over for kunderne. Der vil sikkert være nok af udgivere og korrumperede journalister, der er til salg for hvad som helst. Men vi, der kommer fra en tradition bygget på med et stærkt skel, må dyrke dette endnu mere ekstremt på nettet. Man behøver blot gå til Norge efter et eksempel: I mine øjne købte Volvo dækningen af Volvo Ocean Race på VGs netudgave. De siger ganske vist, at Volvo kun købte reklamepladsen, men f.eks. ved at bestemme hvor stor annoncevolumen, de vil have, kan de indirekte også bestemme, hvor stor volumen den journalistiske dækning skal have.   Kristina Riegert: Truls Velgaard skriver i sit indlæg, at han ikke ”kan se, at kommercielt ejerskab i sig selv er en trussel mod mangfoldighed og ytringsfrihed”. Nej, kommercielt ejerskab er ikke, men netop denne nye måde at eje på, koncernejerskab, er det måske. I USA havde man tidligere mange forskellige radiostationer med forskellige ejere, for det var let at starte en radiostation. Nu er det store koncerner, der ejer rækkevis af radiostationer, og det er de samme sange, der synges på alle. Nærhedsprincippet findes ikke mere. Det samme er sket med en af de første kommercielle radiostationer i Sverige – den blev købt op af en stor koncern og lyder nu lige som alle andre. Men det er måske et særligt norsk træk, at man har SØDE koncernejere? Det tror jeg nu ikke. Bonniers i Sverige har jo gennemgået nogle store forandringer i de senere år, og nogle iagttagere taler om det, der er sket ved at gå fra familieejerskab til en koncernlignende kultur, hvor økonomien er i højsædet. Jeg var for et år siden på CBSs udlandsredaktion på studieophold. Det er den ældste tv-station, hvor Walter Cronkite og alle de store var. Nu er den nr. 3 og i en nedadgående spiral. Den store forskel begyndte 1986, da de blev købt af General Electric. I dag er jo både ABC, NBC og CBS ejet af store koncern, hvis hovedaktiviteter er andet end medier. Men nyhedsredaktionernes erfaringer ændredes totalt fra den tid og blev underlagt en ”corporate mentality”, hvor nyheder skulle tjene penge – man accepterede ikke mere, at man havde publicistiske grunde eller public service-forpligtelse. Jeg ved ikke, om der er noget særligt i Norge, men alle andre tidligere erfaringer viser, at koncernerne ønsker stordriftsfordele og at producere meget med små ressourcer. Jeg kan ikke se, hvordan man i længden vil forhindre det.   Sven Egil Omdal: Jeg vil udfordre Øystein Kvistad: Jeg sidder i kulturredaktionen på Stavanger Aftenblad og skal få den til at blive multimedial. Jeg er sådan en agent fra internetafdelingen, der er sat ud i kulturredaktionen. Det nye er jo, at vi hver dag får trafikken fra nettet brudt ned på enkeltartikler. Vi kan se, at hvis vi bytter en artikel om Stavanger Symfoniorkester ud med en om Britney Spears’ forestående bryllup, så går trafikken på den del af siten op. Et dansk ordsprog siger, at ”der skal god moral til at sælge elastik i metermål”. Tror du, at vi i længden kan undgå, at disse målinger af, hvad folk vil se, påvirker journalistikken?   Øystein Kvistad: Etik er etik under alle omstændigheder! – ligegyldig om man er tv-journalist eller webredaktør, så har det sine absolutte grænser. Man må følge sin overbevisning på det område, og så tror jeg såmænd, at det ender udmærket. Angående, hvad Øy sagde før, så giver nettet muligheder for at give læseren en service, som man ikke finder nogen andre steder. Det handler om, hvordan man kan tilrettelægge informationen. Jeg ser ingen problemer i sig selv i, at New York Times lægger et link fra sine boganmeldelser til Barnes&Noble, hvis der tydeligt står, at dette er en sponsor, og jeg som læser ved, at den faglige vurdering af bogen er i orden. For mig som læser er det en god service at kunne klikke på linket, uanset om anmeldelsen er god eller dårlig. Så må jeg stole på mærkevaren New York Times – den må over tid have overbevist mig om, at den er værd at stole på. Men hvis avisen får provision af det salg, der opstår via webstedet – så har man et meget stort problem.   Truls Velgaard: Til Kristina: Jeg tror nu ikke, jeg repræsenterer nogen anden markedsforankring end andre mediekoncerner gør. Det scenario, du beskrev fra USA, kan man måske også se for sig i de nordiske lande. I det lange løb overlever kun den journalistik og de medier, der har en kommerciel forankring. På det korte sigt kan man drive tingene på trods af markedet, men på det lange sigt må man have en markedsmæssig forankring. Det centrale er: Hvad er det i det lange løb, der er kommercielt rigtigt? Hvad er det, der skaber gode aviser, der er attraktive for læserne – også om ét år og om ti år? Det var netop nogle af de perspektiver, jeg prøvede at komme ind på i mit indlæg om de nordiske medietraditioner – jeg tror, der er noget særligt ved det nordiske mediemarked, som man ikke finder mange andre steder. Vi har public service, der er indholdsdrevet. Vi har en meget høj avislæsning. Og vi har en stor grad af nærhed mellem læser og redaktion. Avisen spiller en vigtig rolle i lokalsamfundet, og læserne har en forventning om, at avisen skal være kulturbærer i samfundet. Alle disse aviser er kommercielt baseret, men disse træk er alligevel med til at give os den høje avislæsning i de nordiske lande.   Gamle love til nye tider   Nettet har givet et stort hul midt i retspraksis i alle verdens lande. Løsningen er ikke nye love, men ny anvendelse af dem, man allerede har.   Olle Stenholm: (tape 4 35.18-ud. Tape 5 0.00-8.20) Lad mig nævne nogle af de områder i den moderne medieudvikling, hvor lovgivningen spiller ind. Mediekoncentrationen er jo en af dem. Man håndterer det forskelligt i forskellige lande, og den nuværende svenske regering har ønsket at skabe en lovgivning, der begrænser retten til at eje medier. Men det har været politisk ufremkommeligt, både parlamentarisk og i den offentlige debat, at skabe enighed om det. Ejerkoncentrationen i Sverige er selvfølgelig ganske lav nu – men den vokser. Vi ser mediehuse i Sverige - det er jo en del af en international udvikling, men det er ikke kommet så langt som i f.eks. USA eller Tyskland. De integritetsproblemer, som opstår af de moderne muligheder for at samle og bearbejde data om medborgere, berører i allerhøjeste grad også mediebranchen. Datasikkerhed og integritet er noget, der også behandles i EU, og det er EU's regler, der gælder på området. Det har jo skabt ganske store problemer i EU, og det er svært at finde balancen mellem ønsket om åbenhed og ønsket om personlig integritet. Også ophavsretten har givet juridiske problemer, og det var fagligt aktuelt i Sverige i de seneste overenskomstforhandlinger. Uenighed om ophavsret på nettet førte faktisk til, at en konflikt brød ud, men den blev afblæst samme dag, som den begyndte, da man fandt en forhandlingsløsning, som begge parter var tilfredse med. Men så er der jo spørgsmålet om ytringsfrihed, som det kan være værd at sige noget mere om. Ytringsfrihedens inderste kerne er jo censurforbud, og det er klart, at det i vore samfund også kommer til at gælde for de nye medier – det er så indlysende, at vi ikke behøver diskutere det. Men med dette følger ansvar, og ansvarsspørgsmålene udgør tydeligvis et problem i de nye medier. Sådan som reglerne for ansvar er udformet for de traditionelle medier, kan man ikke umiddelbart overføre dem til de nye medier. Jeg tror, at alle lande, der minder om Sverige, slås med dette spørgsmål, og de skridt, der er taget, er lige så vaklende som i Sverige. Dertil kommer, at de nye medier er internationale i deres karakter, og nationale regler måske er helt utilstrækkelige til at skabe betryggende ansvarsforhold. Så her findes mange spørgsmål, som kommer til at vente længe på svar.   Lad mig give nogle konkrete eksempler fra Sverige: Hvem er ansvarlig for det konkrete indhold på Internet? De hjemmesider, der er knyttet til den traditionelle presse, har samme ansvarsforhold – selv om det ikke er så selvfølgeligt. Det ansvar, der gælder for den almindelige avis, må netavis også tage. Men på Kalle Karlssons private hjemmeside eller på websteder for organisationer, der ikke beskæftiger sig med journalistik, hvordan er ansvarsforholdene der? Der er jo f.eks. en del organisationer der har ekstremistiske synspunkter, eller hjemmesider med krænkende materiale om navngivne medborgere. Her er ansvaret vældig uklart. Mediernes chat-sites har jo givet særlige problemer, og hvis jeg går fra lovgivningen til den frivillige presseetik, så har vi i Pressens Opinionsnævn haft én sag, hvor en navngivet svensk kvinde blev kritiseret på sexistisk vis på en chat-site, tilhørende Aftonbladet. Sagen kørte i foråret 2001, og jeg modtog klagen i min egenskab af Pressens Ombudsmand. Jeg sender så sagen videre til Pressens Opinionsnævn med en indstilling, som de kan følge eller ændre. Opinionsnævnet afgjorde, at der var sket en uacceptabel, krænkende publicering. Argumentation i min indstilling var, at etikken ikke må være anderledes på nettet end i det trykte medie. Nævnet lagde til, at der var gået uacceptabelt lang tid, før Aftonbladet fjernede det krænkende indlæg fra chatten – sådan noget skal fjernes, så snart man bliver opmærksom på det. Der gik 16 timer, fra kvinden klagede over indlægget, til det blev fjernet. Hvad nævnet ville have sagt, hvis indlægget var blevet fjernet straks, ved vi jo ikke. En parallel sag, som også kom fra Aftonbladet, har at gøre med det svenske forbud med ”hetz mod en folkegruppe”, Man må ikke publicere sådant materiale, og sker det, har udgiveren ansvaret. På samme chatsite som ovenfor var der i efteråret 2000 en meningsudveksling om folk fra Mellemøsten, og der var nogle indlæg, der var klart antisemitiske. Der blev rejst anklage mod Aftonbladet for hetz mod folkegruppe. Den sag skal afgøres om et par uger, og den bliver jo en prøvesag i Sverige for, hvad man kan på nettet. Her handler det jo om udenforstående, der skriver det krænkende indhold - det ville aldrig komme på tryk som læserbrev, men det kan komme på en chatsite, også selv om den er modereret – for indlæggene kommer alligevel ofte ud, uden at de er læst.   Sven Egil Omdal: Asgeir Fridgeirsson – du skriver i dit indlæg om den sag, der er rejst mod dig om at bringe ulovligt indhold. Er der sket noget i sagen siden?   Asgeir Fridgeirsson: Nej, der er ikke sket andet, end at vi har bragt en historie om, at der er et link på hjemmesiden for den islandske politimyndighed til den danske politimyndighed, der linker til TV3, der linker til et sted med pornografisk indhold. Så mens han anklager os for et 3.-generationslink til en pornosite, er der altså et 4.-generationslink fra hans egen hjemmeside. Han udsendte straks en pressemeddelelse om, at TV3 misbrugte det danske politis tillid. Det betyder altså, at når man opdaterer sin side og ændrer et link, misbruger man en tillid fra ”nogen”, der linker til dig. Det er virkelig meget kompliceret. Men ellers er der intet sket, og jeg tror, at sagen vil gå sin gang. Jeg tror ikke på en særlig lovgivning, der gælder internettet. Lovgivning skal handle om menneskers opførsel, ikke om en bestemt teknologi. Så det handler om at tilpasse den eksisterende lov til medierne. Bortset fra selvfølgelig dette meget følsomme spørgsmål om privatlivets fred.   Olle Stenholm: Hvilken lov er det, du skal have overtråds?   Asgeir Fridgeirsson: At distribuere pornografi.   Olle Stenholm: Men du skriver, at man frit kan købe f.eks. Hustler i Island? Hvorfor kan loven bruges mod dig, men ikke mod dem, der distribuerer Hustler?   Asgeir Fridgeirsson: Fordi ingen har rejst en sag om Hustler og Playboy. Gik man efter lovens bogstav, ville det være forbudt, men politiet har mere eller mindre ignoreret det. Nu er internet nyt og smart, og der er en klar interesse i at afklare dette. Og sådan må det nok være – udviklingen af dette emne vil blive gennem enkeltsager, ikke ved at gennemskrive lovene.   Bjørn Månsson: For det første omkring det internationale perspektiv på ejerkoncentration: EU har jo i årevis forsøgt at lave regler for ejerskab på området, men det er ikke blevet til noget. I USA har det været og er det forbudt at eje en tv-station og en stor avis i samme stat, men så vidt jeg forstår, planlægger Bush-regeringen at ændre den lov. Efter det findes der så ikke rigtigt nogle internationale modeller for EU at henvise til. Angående ansvaret på Internet: Finland vil snart få en lovgivning, der kræver, at også websites har en ansvarlig udgiver, har jeg læst. Men alle de problemer, du nævner, står selvfølgelig tilbage: Hvem skal kontrollere dette? Men i Norge har man dette ansvarsmærke, ”redaktørseglet”, på Internet. For nogle år siden foreslog ENPA (European Newspaper Publishers’ Association) til European Federation of  Journalists, at vi sammen skulle indføre et sådant kvalitetsmærke. De havde ligefrem et symbol klar: Et Q i en ring, ligesom copyright-mærket. Det skulle stå på ”godkendte” websider. Men vi var skeptiske fra journalistside, for hvem i alverden skal og kan lave den godkendelse?   Nils Erik Øy: EU har vedtaget et direktiv om e-handel, som er ved at blive implementeret i den nationale lovgivning. I det ligger der også lovgivning om ansvar på nettet – ved at netudbyderne kan drages til ansvar, hvis de ikke fjerner ulovligt indhold, når forskellige myndigheder beordrer det. Og det giver jo den over-redaktør, som vi netop frygtede. De lovudkast, jeg foreløbig har set, indeholder netop dette, at de, der sælger netopkobling og webhoteller, kan komme i denne rolle som over-redaktører af, hvad forskellige kunder vil lægge på nettet. Med hensyn til det norske redaktørsegl lægger vi stor vægt på at kalde det et ”ansvarsmærke”. Hvis det skulle være et kvalitetsmærke, ville vi påtage os en helt umulig opgave. Det skal synliggøre, at udgiveren tager ansvaret i forhold til norsk etik, redaktørplakaten, Vær Varsom-plakaten og de øvrige dele af selvjustitsen og lovene. Vi håber selvfølgelig, at det så indirekte er et kvalitetsmærke. Mærket uddeles af Norsk Redaktørforening til medlemmer eller til andre, der tilslutter sig det samme grundlag.   Sven Egil Omdal: Jeg føler, der er to spørgsmål, der ikke er afklaret: For det første: Hvad er distribution? Har Asgeir distribueret porno til islændingene, eller har han distribueret islændinge til et porno-site? Der er en juridisk forskel. Hvis jeg linker til thailandsk børneporno på en thailandsk server, importerer jeg da børneporno, eller driver jeg sexturisme? I Norge siger vi i presseetikken, at man har ansvar for 1.-generationslinks, men 2. og 3. generation er helt umuligt, man kan ikke følge det. Men juridisk er det lige så uafklaret for os som for de andre lande. For det andet: Hvad konstituerer en udgivelse eller publicering? Hvornår er noget udgivet og kommer ind under de publicistiske regler. Tag f.eks. chat – er det publicering i den forstand, at man har et ansvar for det, og er det i så fald samme ansvar som for radio eller som for tryksager? Og hvad med varemærket, som man har brugt årtier på at bygge op som et redigeret medie –pludselig tænker vi, at det gør ikke så meget, at der står Ekstra Bladet eller Stavanger Aftenblad over, folk kan skrive hvad de har lyst til. De kan bande eller komme med diskriminerende bemærkninger. Hvorfor skal man gøre det med sit varemærke?   Desuden vil jeg bede jer sige lidt spontant om, hvilken essens der er trukket frem i denne debat, og som kan være med til at bringe diskussionerne om journalistikken videre. For eksempel omkring ejerdebatten: Har vi nogle visioner for, hvordan journalistikken klarer sig i de ændrede rammer?   Kristina Riegert: Blandt de ting, man bør undersøge nærmere, at Bonniers og Schibsteds indtog i den baltiske verden, hvor de vist har været knap så ”snälla”. De har nærmere opført sig som almindelige anglo-amerikanske imperialister i Estland og Letland. Om de koncerner en dag vil opføre sig hjemme, som de gør i udlandet, er et interessant spørgsmål.   Nils Erik Øy: Uanset om det er koncerner eller andre, der er ejere, så er situationen den, at der nu kun er konkurrence mellem aviser i fem byer i Norge. Det vil sikkert blive værre, og samtidig sker disse opkøb af andre lokale medier, så der opstår mediemonopol i et område. Så skal ét par øjne se for alle medier i et lokalsamfund, og det synspunkt vil sandsynligvis også dominere billedet af begivenheden til landsdækkende medier. Den udvikling stopper vi ikke ved at råbe op om, hvem der tjener penge på dette osv. Jeg tror, at vi må gå ind i journalistikken i sig selv, og se på, hvordan vi arbejder. Vi har talt om at holde redaktionerne adskilt, men det tror jeg ikke, at der er økonomi til. Men kan vi specialisere og udvikle journalistikken på en anden måde, f.eks. via en anden fordeling, hvor nogle mest er til nyheder og andre mest til måske baggrund? Kan vi skabe den effektive arbejdsform, samtidig med at vi skaber mere mangfoldighed i den skabende praksis? Jeg tror, vi må gøre det via faglig udvikling, ikke ved at gå til ejerne og råbe efter flere penge.   Sven Egil Omdal: Man kan overveje, om der er basis for et nordisk samarbejde om et forsknings- og kompetence-projekt, hvor man i fællesskab kan udvikle en arbejdsmåde, der skal kunne fungere inden for rammebetingelserne, men samtidig sikre, at kvaliteten i journalistik overlever?   Stein-Ove Grønsund: Hvis man ser på, hvem de toneangivende medier har ansat som netredaktører, så er det ganske voksne og erfarne mennesker, ikke unge teknofreaks. Men hvad sker der på langt sigt, hvis ikke uddannelsesinstitutionerne kan give den baggrund, som et nødvendig for at udøve de etiske og professionelle skøn? Skal vi f.eks. bede uddannelsesinstitutionerne om lægge mere vægt på netpublicering?   Hans Larsen : Jeg er helt enig i, at der kan omorganiseres på dette område, så det ikke bliver dyrere, men anderledes – og vi stadig leverer indhold, der lever op til de redaktionelle og publicistiske værdier. Angående ejerskab, så har jeg arbejdet i en familieejet avis, der blev misrøgtet så tilpas meget, at den til sidst blev opkøbt af Berlingske, som nu er købt op af Orkla. Der var det private ejerskab i hvert fald ikke lykkeligt. Nu har jeg arbejdet 12 år for en avis, der ejes af en stiftelse, og set fra stiftelsens synspunkt udgiver vi avis for at tjene penge til, at en anden avis kan udgives med underskud. En gang imellem kan jeg godt savne lidt, at koncernen får en leder fra Bonniers… Men hvis stiftelsen kommer til at mangle kapital op mod Orkla-ejede Berlingske, der nu sidder på over 40 procent af den danske dagspresse, så vil jeg da hellere have tilført kapital fra Bonniers eller Schibsted end fra Berthelsmann eller Springer eller Time-Warner. Jeg tror bedre, at vi kan holde fast i den redaktionelle uafhængighed i nordisk ejerskab end i tysk eller internationalt   Asgeir Fridgeirsson: For at vende tilbage til Sven Egils spørgsmål: 72 procent af Islands husstande har adgang til Internet, og myndighederne ser min sag, som om jeg dermed deler en løbeseddel rundt til syv ud af ti husstande. Det bringer mig til et emne, som jeg har tænkt på gennem dagen: Denne adskillelse vi ser mellem produktionen af indholdet og distributionen af det. Det har meget at gøre med journalistikkens rolle. Jeg tror, at journalisterne fortsat vil være optaget af indholdet, og at andre dele af organisationen vil tage sig af distributionen. Jeg tror, at nettet bliver som en markedsplads, og enhver indholdsproducent må definere sine egne grænser for integritet, sit kvalitetsniveau – som enhver anden vareproducent.   Stein-Ove Grønsund Da vi fik idéen til dette projekt, var udgangspunktet, at nordisk presse havde høj kvalitet. Da jeg i dag så på en norsk avis’ hjemmeside, tænkte jeg på, om vi kan bibeholde den kvalitet, for tilsyneladende er det ikke den, som sælger. Man kunne se, at blandt de ti læste artikler var én ”Dårlig sex kan give svamp” og en anden ”Lav din egen dildo”. Det var ikke det, jeg tænkte på med ”nordisk kvalitet”. Jeg synes, det er vigtigt at vi diskuterer disse emner i nordisk journalist/redaktørsammenhæng, og at vi ikke bare lader lovgiverne tage sig af det. Og vi vil fortæstte med at diskutere dette, også i en europæisk sammenhæng.