Århus 2008:

Nordisk indsigt i globalisering, klima og kultur

Nordisk identitet er under forandring. Det nordiske broderskab udsættes for nye økonomiske, politiske, kulturelle og klimatiske impulser i en stadigt mere globaliseret verden. For 51. gang inviteres 16 nordiske journalister til at tage pulsen på de nordiske landets fællesskab her og nu, samtidig med, at vi søger efter årsagerne til, at vi fortsat opfatter et stærkt familiebånd til trods for mangeartede forskelligheder. Kurset foregår i Århus med studierejser til Island, Bruxelles, Strasbourg og Berlin. Århus 2008 varer fra 1. september-24. oktober.

Reykjavik - et af målene for Århus-kurset 2008.
Reykjavik - et af målene for Århus-kurset 2008.
  • Har de nordiske sprog en fælles fremtid i en engelsktalende tidsalder?
  • Hvad forener os, og hvor er vore største forskelle?
  • Udnytter vi disse forskelle til fælles bedste?
  • Trues nordisk velfærd og erhvervsliv af globaliseringen?
  • Fortsætter det islandske finansmirakel? Og hvilken effekt mærkes på resten af Norden?
  • Hvorfor satser de nordiske lande på vidt forskellige energiformer?
  • Hvilket standpunkt tager Norden under FN’s klimakonference i København 2009?
  • Kan det nordiske samarbejde leve med indbyrdes uenighed om EU og NATO?
  • Islam i Norden – en fælles udfordring?
  • Nordiske medier – et fornuftigt investeringsobjekt for islændinge og briter?
  • Den nordiske kultur – et værdigt bolværk imod den internationale underholdningsindustri?

Århus 2008 – Nordisk indsigt i globalisering, klima og kultur – sætter fokus på disse spørgsmål via forelæsninger, gruppediskussioner, debatter, erfaringsudveksling og ekskursioner samt studierejser. Ambitionen er at iklæde kursisterne et grundigt og bredt kendskab til nordisk fællesskab, historie og fremtid, så de bliver i stand til at sætte Norden i et globalt perspektiv på nogle af tidens væsentligste områder. Samtidig regnes Århus-kurset som den bedst tænkelige platform for dannelsen af stærke netværk imellem nordiske journalister.

Kurset har flere tyngdepunkter Kurset gør interaktivt brug af universitets- og kulturbyen Århus i de første to uger, hvor der fokuseres på bl.a. sprog, kultur, identitet, historie, erhvervsliv og kønsroller i de nordiske lande.
I kursets tredje uge sættes Island under lup som eksempel på det økonomiske mirakels muligheder og faresignaler ligesom lavaøens energi-udnyttelse, natur og fællesnordiske kulturarv studeres nøjere.
De følgende to uger i Århus fordyber kursisterne sig i klima- og energipolitik, integration samt Nordens placering i Europa, før besøg i NATO og EU i Bruxelles og Strasbourg.

Nordens store nabo mod syd, Tyskland, bliver fokus for en uge i kultur- og regeringsbyen Berlin, før alle tråde samles i Århus med en status over bl.a., hvilke nordiske fokuspunkter, som måske hidtil har været overset i de nordiske medier. Det vil ske i debatmøder med redaktører fra nordiske medier. Århus 2008 foregår primært på de skandinaviske sprog. På rejserne anvendes tillige engelsk. Finske deltagere tilbydes inden kurset et særligt introduktionskursus i dansk i Helsingfors.

Kursusledere

Anders Lange

Fagmedarbejder Update/NJC, kulturjournalist igennem mere end 25 år på bl.a. Morgenavisen Jyllands-Posten (1995-2005), Århus Stiftstidende (1985-1995) og Herning Folkeblad (1982-1985). Siden 1994 tillige arrangør af flere kulturtræf for NJC samt kurser i journalistik, kulturjournalistik og anmeldelser på diverse danske journalistuddannelser og efteruddannelser. Forfatter af ungdomsromaner.

Sigrun Stefansdóttir

Dr.

Programchef for den islandske radiostation RUV. Tidligere rektor ved NJC og informasjonssjef i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. På Århus-kurset står hun for programmet, når kursisterne besøger Island.

Foto: Jens Tønnesen
Foto: Jens Tønnesen

Geo Stenius

Har ledet Århus-kurset otte gange. Han står nu for Århus-kursets to-ugers forløb, som koncentrerer sig om, og rejser til, EU og NATOs hovedsæder. Har arbejdet mere end 30 år på Finlands Radio (YLE) med nyheder og aktualitet i både radio og tv.

Kursusinformation

Praktiske oplysninger

Kursusafgiften for Århus 2008 er 20.000 danske kroner.

Kursusafgiften dækker

  • Enkeltværelse med dusch og toilet på UPDATEs kursuscenter, Høegh Guldbergsgade 4, Århus, hvor også undervisningen foregår.
  • Mad på hverdage på UPDATE.
  • Rejse- og hoteludgifter på studierejser.

Deltagerne må selv dække

  • Rejseomkostninger til og fra Århus.
  • Weekendmåltider.
  • Måltider, når gruppen er på rejse, men nogle måltider integreres i programmet og bliver derfor en del af kursusafgiften.

Kollektive aftaler

De nordiske landes kollektive aftaler giver generelt ret til fri med løn ved kursusdeltagelse.

I nogle aftaler nævnes Nordisk Journalistcenters hovedkursus særskilt, i andre aftaler er det sædvane, at journalister får fri til dette formål.

Stipendier

I Sverige, Finland og Island dækker de respektive journalistforbund efter ansøgning medlemmers kursusafgift eller dele deraf. I Norge er det muligt at søge Studiepermisjonsordningen, som i flere tilfælde har ydet støtte til kursusafgift.

Interesserede danske kollegaer kan kontakte Dansk Journalistforbund og søge information om ordninger for fastansatte, freelancere og arbejdsledige.

På enkelte redaktioner findes lokale aftaler om støtte til videreuddannelse. Det kan derfor betale sig at høre hos den tillidsvalgte, før du sender din ansøgning.

Tid:

1. september - 24. oktober 2008

Deltagere:

16

Pris:

DKK 20.000

Oprettet 7-12-2007 09:09 · Sidst ændret 11-11-2008 14:08
Nordisk Journalistcenter
UPDATE - Center for journalistisk kompetenceudvikling
Olof Palmes Allé 11
DK-8200 Århus N

Telefon: +45 89 44 05 50
Telefax: +45 86 16 19 88
E-post:
Abonnér på nyhedsbrevet: